Atomkraft og atomvåben er som siamesiske tvillinger!

Hele atomindustrien er startet udfra et militært behov. I første omgang var indsatsen koncentreret om atombomber. Den civile udnyttelse af atomkraft i energiproduktionen var i 1940-50'erne i de fleste lande - USA, England, Frankrig, Sovjet, ja selv i Sverige - koblet intimt sammen med de militære atomkraftprojekter. De civile reaktorer blev udviklet fra de militære prototyper.

I dag har en lang række lande atomkraftværker. Endnu er det kun få lande, der har prøvesprængt atombomber, men adskillige lande har både viden og mulighed for at fremstille atombomber.

Fra et civilt atomkraftprogram er springet til et atomvåbenprogram ikke langt. Store dele af udstyret fra den civile del kan anvendes hertil. Det er derfor svært at kontrollere, om det er civil eller militær produktion, anlægget bruges til.

Udbredelsen af atomkraftværker over hele verden øger således risikoen for spredning af atomvåben. Det er en kendsgerning, at en række stater - takket være udbredelsen af atomteknologien til civile formål - i dag har mulighed for at fremstille egne atomvåben. Det er de såkaldte tærskel-lande som blandt andre tæller: Argentina, Brasilien, Iran, Israel, Japan, Pakistan, Sydafrika, Sydkorea, Nordkorea og Taiwan.

Et eksempel er Indien, som takket været et canadisk støttet civilt atomkraftprogram, udviklede atomvåben. Canada indstillede godt nok øjeblikkelig hjælpen, da det blev kendt, men nu har Indien jo fået bomben. Et andet eksempel er Israel, der i dag menes at have 150 til 200 atomvåben.

At der ikke findes nogen skillelinie mellem den civile og militære udnyttelse af atomenergien fremgik tydeligt af den amerikanske "Los Alamos-rapport" fra 1981: "Det bør være klart for enhver, at der ikke er nogen teknisk grænselinie mellem militær og civil atomreaktorteknologi, og at der aldrig har været nogen. Det, som er blevet fastholdt i årtier, er netop den misopfattelse, at en sådan sammenhæng ikke eksisterer". - Den statslige rapport anbefalede i øvrigt bygning af nye atomkraftværker, som på én gang indrettes til at producere elektricitet til forbrugerne og plutonium til det amerikanske atomvåben-program.

USA er ikke ene om at indrømme sammenhængen. I Frankrig sagde Gaulist-partiets ordfører i forsvars-spørgsmål, Jean Pierre Michaut-Lerisse i 1982: "Gennem formeringsreaktoren vil vi kunne fremstille plutonium og blive mere uafhængige af udlandet. Plutonium giver os militær slagkraft, nuklear styrke. Det giver os naturligvis også en masse elektrisk energi. Men nu taler vi om forsvaret. Formeringsreaktoren vil give os alt det plutonium, vi behøver til atomvåben".

september 1995

[til velkomstside] [til Atomkraft-emneside]

OOA, Ryesgade 19, 2200 Kbh. N.
Tlf: 35 35 55 07, Fax: 35 35 65 45
E-mail: ooa@email.dk

Sidst opdateret 3. oktober 1997