Uranminer
Uran udvindes fra uranmalm. Det er dyrt og forurenende. Uranmalmen brydes i store åbne brud eller i lukkede miner. Ved uranbrydningen frigøres den radioaktive luftart, radon. Indåndningen af denne luftart har været årsag til, at mange minearbejdere er døde af lungekræft. Uranmalmen transporteres til uranværket som normalt ligger i nærheden af brudet. På uranværket knuses malmen og uranen, udtrækkes ved hjælp af forskellige kemikalier. Uranen bliver herved omdannet til et produkt der kaldes yellowcake (U3O8). Indholdet af uran i uranmalmen udgør kun ganske få procent. Minedriften og uranværket ophober derfor store dynger affald, som er svagt radioaktivt, giftigt og fyldt med kemikalier og tungmetaller. I blæst og tørt vejr kan støvet fra affaldet bringes vidt omkring. Huse gøres ubebolige, floder, skove og marker forgiftes. Den radioaktive forurening truer dyr og menneskers sundhed og fremtid. Uranbrydning forgår i dag i bl.a. Australien, det sydlige Afrika, Canada, USA og Rusland. De mest udsatte grupper er områdernes oprindelige befolkninger, der ofte lever i tæt kontakt med naturen, men ofte også bliver brugt som billig arbejdskraft i minerne. Minearbejderne og de omkringboende rammes af stærkt forøget syglighed og dødsfald.

Konvertering til uranhexaflorid
Uran i form af yellowcake bliver transporteret til et anlæg, hvor uranen bliver omdannet til uranhexaflorid UF6 gennem behandling med saltpetersyre og flussyre. Der sker udslip til omgivelserne af nitrater, fluorider og radioaktive materialer. Uranhexaflorid er meget aggresiv. I kontakt med vand dannes giftige dampe indeholdene flussyre (HF). Derfor må det transporteres i specielle stålbeholdere. Der er sket flere ulykker med sådanne transporter, hvor der er gået hul på stålbeholderen, og udviklet flussyre.

Berigningsanlægget
I den naturligt forekommende uran er der mindre end én procent af det spaltelige uran-235. Uranet beriges i særlige anlæg, så indholdet af uran-235 kommer op på 2 - 5%, hvis det skal bruges i almindelige atomkraftværker. Uran beriget op til 20% kaldes lavberiget uran. Hvis det skal bruges til atomvåben eller i visse forskningsreaktorer som f.eks. den på Risø, skal berigningsgraden af uran-235 op over 20%, dette uran kalder man højberiget uran. Det er på de samme berigningsanlæg man laver det højberiget og lavberiget uran.
Berigningsanlægget ligger ofte langt fra uranminerne og konverteringsanlæggene. Berigningsanlæggene er særdeles energikrævende og meget dyre anlæg, som kun få lande har, bl.a. Rusland, Canada, Kina, USA og Frankrig.

Brændselselementfabrikken
Det lavberigede uran, stadig i form af uranhexaflorid, bliver transporteret fra berigningsanlægget til brændselselementfabriken. Der foregår bl.a. en del sådanne transporter gennem Danmark, enten på lastbiller eller med godstog fra Tyskland til Sverige. På brændselselementfabrikken bliver uranhexafloriden omdannet til urandioxidpulver (UO2) som presses til brændselspiller. Pillerne placeres i lange metalrør som så udgør brændselsstavene eller -elementerne.

Atomkraftværket
Hvad er et atomkraftværk?
I atomkraftværket foregår selve produktionen af elektricitet. I forbindelse med produktionen dannes også højradioaktive affaldsstoffer og plutonium, affaldets radioaktivitet er ca. 3 millioner gange så højt som den ubrugte brændsel. Hvert år udskiftes ca. en fjerdedel af atombrændslet. Ved større ulykker kan store mængder radioaktive stoffer spredes til omgivelserne.

Atomkraftværker bruger man reelt kun til at producere varmt vand eller damp med, som man derefter producere elektricitet med. Det varme vand får man ved at spalte uran-235 i brændselsstavene man har fået fra brændselsfabriken. Man spalter uranen ved at beståle den med neutroner. Under spaltningen af et uran-235 atom frigives der energi i form af varme og 2-3 nye neutroner. Disse spalter igen andre uran-235 atomer, giver mere energi og flere neutroner osv.

Ved spaltningen af uranatomerne, dannes der foruden energi og neutroner også nogle højradioaktive stoffer, de såkaldte spaltningsprodukter. Disse stoffer er livsfarlige at komme i nærheden af, f.eks. hvis de slipper ud af reaktoren ved en ulykke. Den uran-238 der også findes i brændselsstavenes spaltes ikke når den rammes af neutroner, men kan optage neutronen og herved omdannes til et nyt stof: plutonium. Plutonium regnes for at være blandt en de farligste stoffer der findes, idet det både er meget giftigt og radioaktivt. Et enkelt plutonium-atom i lungerne kan forårsage kraft.

Reaktorbeholderen er fyldt med vand, som optager varmen fra atomspaltningen. Det opvarmede vand eller damp sender man i et rørstystem enten direkte ind i en turbine der producere el eller ind igennem en varmevæksler der så opvarmer noget andet vand som man sender til turbinen. Herefter bliver vandet kølet af, ofte ved hjælp af koldt havvand og sendt retur til reaktoren. Man udnytter ikke varmen til f.eks. opvarmning i beboelser, da værkerne af sikkerhedshensyn meget sjældent ligger tæt på større beboelsesområder. Hele to trediedele af den frigjorte energi fra uranen forsvinder derfor som spilvarme ud i havet.

Atomkraftværkernes sikkerhed?
Hvis tilførelsen af kølevand til reaktorkernen svigter, f.eks. ved et rørbrud, vil temperaturen i kernen stige voldsomt. På mindre end et minut kan reaktorkernen begynde at smelte, i værste fald kan det føre til at store mængder radioaktive stoffer slipper ud af atomkraftværket. For at forhindre det, er der installeret nødkølesystemer i reaktoren. Det er meningen, de automatisk skal gå i gang, hvis det normale kølesystem svigter. Men det er desværre ikke 100% sikkert at de altid gør det

Selv ikke nok så mange investeringer i sikkerhedssystemer, kan tage højde for alle fejlmuligheder - specielt ikke de menneskelige. Der findes ingen garanti mod menneskelige fejl ved betjeningen af atomkraftværkerne - som iøvrigt bliver mere og mere komplicerede at betjene, efterhånden som der kommer flere og flere sikkerhedssystemer på værkerne.

Den menneskelige faktor gør sig også gældene ved byggeriet og ved konstruktionen af sikkerhedsystemerne. Her skal menneskelig fantasi forudse alle menneskelige og tekniske fejlmuligheder for at lave et perfekt system. Det viser sig gang på gang ikke at lykkes. Der opdages ofte nye kombinationer af tekniske og menneskelige fejl, der indtil da har været skjulte og ukendte, nogle gange har disse skjulte fejl betydet at værkerne har kørt med en alvorlig svækket sikkerhed lige fra deres start, i forhold til den sikkerhed man har troet man kørte med. Læs om skjult fejl på Barsebäck, opdaget i 1992

Atomkraftulykker kan få katastrofale følger
En stor ulykke på et atomkraftværk kan dels føre til, at de værst ramte dør af strålesyge inden for kort tid - dels til at mange tusinder senere får kræft. Skader på kommende generationer vil være helt uoverskuelige. Desuden vil enorme områder blive forurenede med radioaktivitet. Radioaktivt forurenede områder kan være ubeboelige i mange, mange år. Man ved ikke, hvordan man skal rense dem effektivt.

Tjernobyl-ulykken - verdens hidtil værste civile atomkraftulykke - har demonstreret, hvor galt det kan gå. Natten til den 26 april 1986 eksploderede reaktor 4 på atomkraftværket ved byen Tjernobyl i den nordlige Ukraine, 1.200 km. fra København. Eksplosionen blæste taget af reaktorbygningen, store mængder af radioaktivt materiale, støv og gasser slyngedes ud og bygning og reaktor brød i brand. Befolkningen har måttet forlade deres strålingsramte byer op til 250 km fra Tjernobyl. Et område større end Sjælland er blevet ubeboeligt, et ti gange så stort område er så forurenet, at det er uegnet som landbrugsjord, noget af verdens bedste landbrugsjord ligger her. Det kan tage mange hundrede år før disse områder igen kan anvendes som før. Dertil kommer de dødsfald, skader, sygdom og andre menneskelige lidelser ulykken har medført. Skyen fra Tjernobyl nåede det meste af Europa, der er stadig områder i Europa som lever med følgerne af Tjernobylulykken, med forbud mod at spise fisk, bær og svampe fra området. I områder af Norge og så langt væk som Wales sættes bl.a. får på en særlig diæt, for at nedbringe deres indhold af radioaktivitet, inden de slagtes.

Oparbejdningsanlægget
De "udbrændte" og stærkt radioaktive brændselsstave transporteres til et oparbejdningsanlæg. Her opløses, ved hjælp af syre, stavenes indhold i tre dele: uudnyttet uran, plutonium og affaldsstoffer bestående af bl.a. de højradioaktive spaltningsprodukter. Det ubrugte uran bliver transporteret tilbage til brændselselementfabrikkerne der så fremstiller nyt brændsel af uranen.  Der er store problemer med udslip af forskellige radioaktive stoffer til omgivelserne fra oparbejdningsanlæggene. I Vesteuropa er der to anlæg, La Hague på kysten af Britanien i Frankrig ud til den Engelske Kanal og Sellafield i Vestengland ud til det Irske Hav. Der er blevet målt radioaktivitet der stammer fra Sellafield i danske farvande. Anlæggene har simpelthen lov til at udlede store mængder radioaktivitet til havet.

Affaldsproblemer
Atomkraftens affaldsproblemer er - efter godt 40 års anstrengelser - stadig ikke løst. Det højradioaktive affald skal opbevares sikkert i hundredetusind år afskilt fra alt levende, før det er nogenlunde ufarligt. Selv meget små mængder af affaldet er livsfarligt at komme nær. Endnu er der ikke fundet nogle sikre steder hvor man kan slutdeponere det højradioaktive affald. Til gengæld har en række udpegede steder, som atommyndigheder tidligere påstod var egnede, efter grundige geologisk/tekniske undersøgelser, vist sig at være uegnede. Det højradioaktive brugte reaktorbrændsel hobes derfor fortsat op i atomkraftværkernes brændselslagre og i helt uacceptable midlertidige lagre.

Oplagring af plutonium
Det oparbejdede plutonium bliver fortrinsvis oplagret på oparbejdningsanlæggene til senere brug, måske som brændsel i formeringsreaktorer eller til militær brug i atomvåben. Man er også begyndt at blande det i almindelig uranbrændsel til det såkaldte MOX-brændsel, som man så bruger i de almindelige atomreaktorer. Plutonium er et af de giftigste stoffer der findes, og det bevarer sin høje radioaktivitet i hundredetusinder af år.

Formeringsreaktorer
Denne reaktortype udnytter uranen op til 50 gange bedre end almindelige reaktorer, da den laver energi gennem plutonium og den samtidigt producerer mere plutonium end den bruger. Meningen med denne reaktortype var da man startede med at udvikle den, at den skulle producerer plutonium til atomvåben. Senere fortsatte udviklingsarbejdet fordi man regnede med, at den ville blive økonomisk på længere sigt, da den vil mindske afhængigheden af uranleverancer.

Der har siden vist sig så store problemer med sikkerheden og med at få værkerne til at fungere teknisk, så reaktor-typen stort set er opgivet. Det er stort set kun Japan der fortsat forsøger at udvikle denne reaktortype

Et af problemerne er at der produceres så store koncentreret mængder varme i reaktoren, så det eneste kølemiddel som er effektivt nok til at transportere varmen væk, er smeltet natrium. Smeltet natrium må under ingen omstændigheder komme i kontakt med luft eller vanddamp, da der derved vil opstå eksplosioner. Det har vist sig meget svært at holde natriumen fuldstændig adskilt fra vand og luft.

Et andet problem er, at den store koncentrerede varmeproduktion forøger risikoen for en hurtig kernenedsmeltning i tilfælde af, at natriumpumperne svigter og kontrolstængerne ikke virke øjeblikkelig. Følgerne af en kernenedsmeltning vil være helt uoverskuelig, især på grund af reaktorens store plutoniumindhold.

Et andet meget ildevarslende problem ved formeringsreaktoren er, at den store produktion af plutonium vil øge risikoen for spredning af atomvåben egnet plutonium til de stater, der ikke råder over atomvåben.

 Atomvåben-forbindelse
Den civile atomkraft var lige fra starten en direkte udløber af atomvåbenteknologien. Og mange lande enten har skaffet sig eller forsøger at skaffe sig atomvåben ved hjælp af deres civile atomkraftprogrammer. Var det kun for energiproduktionens skyld, er det sandsynligt at der aldrig var blevet bygget atomkraftværker.

De anlæg, som anvendes i den militære og den civile atomproduktion, er konstruerede på samme måde. Det er nuancer i selve diften, der skaber betegnelsen civil eller militær. Under driften af atomkraftværker dannes der som en del af det højradioaktive affald også plutonium. Få miliontedele gram plutonium indåndet er nok til give lungekræft og 10 kg er nok til at lave en primitiv atombombe. I et atomkraftværk (på 1000 MW) produceres der hvert år 200-300 kg plutonium!

Afstanden mellem atomkraft og atomvåben bestemmes ene og alene af kontrolmulighederne. De barske realiteter er, at en række lande enten har skaffet sig eller forsøger at skaffe sig sine egne atomvåben på basis af bl.a. plutonium fra såkaldt civil udnyttelse af atomkraft. De gamle atomvåbenmagter er ligeledes interesseret i at få våbenegnet plutonium fra den civile atomkraft. I Frankrig har ansvarlige politikere direkte indrømmet at deres store atomkraftprogram skyldes interessen for atomvåben.

Transport
Imellem hvert led i kæden sker der en transport af forskellige radioaktive materialer. Alene i Europa er der hver eneste time døgnet rundt transporter med højradioaktive stoffer. Med bil, tog, skib og fly blander transporterne sig med den almindelige trafik. I Danmark udgør de svenske søvejstransporter af affald fra Ringhals- og Barsebäck-værkerne gennem Øresund og Storebælt, den største risiko. Beholderne man transportere affaldet i er godkendte af forskellige internationale myndigheder. Godkendelserne er ofte alene givet på kontruktionstegninger fra producenterne, ofte er der ikke udført tilstrækkelig realistiske fuldskalaforsøg. Kravene til hvad beholderne skal kunne holde til af temperatur ved brand, fald fra højdere m.m. er blevet kritiseret for at være for lave, man kan sagtens forestille sig uheld hvor omstændighederne vil overskride de krav myndighederne har stillet til beholderene. Hvis der går hul på en beholder med højradioaktivt materiale, som herved slipper ud til omgivelserne, vil store områder kunne blive alvorligt ramt af radioaktivitet, med meget alvorlige følger, hvis ulykken sker i tætbefolkede områder, f.eks. vil en ulykke i Øresund kunne få alvorlige koncekvencer for befolkningen i Malmö- og Københavnsområdet.

[til velkomstside] [til atomkraft-emneside]

OOA, Ryesgade 19, 2200 Kbh. N.
Tlf: 35 35 55 07, Fax: 35 35 65 45
E-mail: ooa@email.dk

Sidst opdateret 24. december 1998