Historien om 'Atomkraft? Nej tak' mærket

Få mere at vide om:

OOA
Nyhedsbreve
Atomkraft
Barsebäck
Energipolitik
Drivhuseffekt
Internationalt
Links
about ooa About OOA

Energibevægelsen OOA
Organisationen til Oplysning om Atomkraft


Der er mange gode grunde til at sige:
Atomkraft? - Nej tak!
Atomkraftens problem er ikke kun affaldet, eller sikkerheden, eller økonomien. Atomkraftens problem er, at der er så mange problemer med den.

Atomkraft er ikke løsningen på "drivhus-problemet"!

Atomkraft-lobbyen har i de senere år forsøgt at "sælge" atomkraften som løsningen på problemet med den forøgede drivhuseffekt.

Selv om atomkraft ikke under selve driften giver noget udslip af CO2 - så er det en fejltagelse at tro, at atomkraft er løsningen. Atomkraft kan kun formindske "drivhusproblemet" marginalt!

Energisektoren bidrager gennem udledning af CO2 og andre drivhusgasser med knapt 60% af den menneskeskabte forøgelse af drivhuseffekten. Resten skyldes udledninger fra andre sektorer.

Atomkraft kan kun bruges til at producere el, da atomkraftværker af sikkerhedsmæssige årsager næsten altid placeres så langt fra større byområder, at det ikke kan betale sig at udnytte spildvarmen fra værket til fjernvarme. Elproduktionen bidrager med ca. 1/3 af den samlede energiproduktions udslip af drivhusgasser. Det vil sige at elproduktionen bidrager med knapt 20% af den beregnede globale forøgelse af drivhuseffekt.

Dertil kommer at atomkraft af økonomiske og sikkerhedsmæssige årsager vanskeligt kan udbygges til at levere mere end halvdelen af det samlede elproduktion.

Alt i alt kan atomkraft derfor højst reducere den menneskeskabte forøgelse af drivhuseffekten med ca. 10%. Og samtidig vil atomkraftens problemer med bl.a. økonomi, affald, ulykker og spredning af atomvåben blive mange gange større end nu! Disse problemer er ellers alvorlige nok i forvejen.

Dertil kommer, at der undervejs i atomkraftens brændsels-kæde forløb, ofte anvendes fossile energikilder. I uran- minen, i berigningsanlægget, på brændselsfabrikken, på oparbejdningsanlægget og ved den midlertidige affaldsopbevaring, samt til transport mellem alle disse led.

CO2-reduktion med atomkraften er alt for dyr!

En massiv udbygning af atomkraft vil blive vanvittig dyr - mange gange dyrere end at spare den tilsvarende mængde el gennem investeringer i energieffektiviseringer.

En analyse foretaget i USA viser således, at hver dollar investeret i energieffektiviseringer giver 6 - 7 gange mere CO2-reduktion end en dollar investeret i atomkraft. Hertil kommer, at energieffektiviseringer kan give en lang større samlet CO2-reduktion, end atomkraft kan. Tilmed bliver vi sparet for alle de problemer, udnyttelsen af atomkraft uafvendeligt medfører.

Det britiske atomkraftværk Sizewell B (på knapt 1200 MW) er eet af de atomkraftværker under opførelse, som der specielt bliver henvist til som sikkerhedsmæssigt forbilledligt. Problemet er blot, at dette værk vil komme til at koste 43 mia. kr. at bygge færdigt! Det er bare eet eksempel på, hvor vanvittig dyr atomkraft i praksis vil kunne blive. Både miljømæssigt og økonomisk vil atomkraft derfor være en direkte fejlinvestering.

Atomkraft giver ikke ret meget

Atomkraftværker giver kun energi i form af elektricitet. Varmen fra kølevandet kan ikke udnyttes til fjernvarme. Værkerne er for farlige at have liggende tæt på store befolkningskoncentrationer. Atomkraftværker er meget ufleksible i drift. De dur eksempelvis ikke til at klare samfundets topbelastninger. I atomkraftsamfundet skal vi alligevel skaffe masser af energi fra andre energikilder.

Atomkraft giver større afhængighed

Atomkraft er mere end selve atomkraftværket. Uranmine, berigningsanlæg, brændselsfabrik, oparbejdningsanlæg og affaldslager - alle led er nødvendige, for at lave atomstrøm. Atomkraften gør ikke landene selvforsynende med energi. Tværtimod. Atomkraftens mange led gør os afhængige af udlandet. Gør os mere sårbare.

Atomkraftens affaldsproblem er ikke løst

Det radioaktive affald fra atomkraftværkerne skal opbevares i hundredetusind år. Trods 40 års anstrengelser er det ikke lykkedes at finde blot eet sted i verden, som er egnet til slutdeponering af højradioaktivt affald. Til gengæld er en række udpegede steder, som atommyndigheder tidligere påstod var egnede, har efter grundigere geologisk/tekniske undersøgelser viste sig at være uegnede. Og højradioaktivt brugt reaktorbrændsel hobes fortsat op i atomkraftværkernes brændselslagre og i helt uacceptable midlertidige lagre.

I løbet af de sidste 5 år er mængden af affald fordoblet - fra 41.000 tons i 1985 til 84.000 tons i 1990 - og i 2000 regner man med, at det vil dreje sig om i alt 193.000 tons. Hertil kommer alt det militære atomaffald.

Risikoen for reaktorulykker er uacceptabel

Man kan lave nok så mange sikkerhedsberegninger. Man kan påstå nok så mange gange, at det ikke kan ske. Der er alligevel ingen, der kan garantere mod fejl. Med de nuværende ulykkeserfaringer og med godt 400 reaktorer i drift kan man statistisk set anslå, at der vil ske en alvorlig atomkraftulykke med 5-10 års mellemrum et eller andet sted i Verden.

Ulykker kan få katastrofale følger

En stor ulykke på et atomkraftværk kan dels føre til, at man dør af strålesyge - dels til at mange tusinder senere får kræft. Desuden vil enorme områder blive forurenede med radioaktivitet. Radioaktivt forurende områder er ubeboelige i mange, mange år. Og man ved ikke, hvordan man skal rense dem. Tjernobyl-ulykken har demonstreret, hvor galt det kan gå.

Uran er en begrænset ressource

De i dag kendte uranreserver kan hurtigt blive opbrugt, hvis den globale udbygning af atomkraften gennemføres som planlagt. Med et tænkte eksempel hvor 50% af verdens elproduktion i dag blev dækket med atomkraft ville de påviste reserver og skønnede ressourcer af naturligt uran (under 130 $/kg) - i alt knapt 3,7 mio. tons - kun strække til ca. 35 år! Også af denne grund har atomkraft intet med en bæredygtig udvikling at gøre.

Uranbrydning - et problem

Uran udvindes fra uranmalm. Det er dyrt og forurenende. Ved brydningen frigøres den radioaktive luftart, radon. Indåndningen af denne luftart har været årsag til, at mange minearbejdere er døde af lungekræft. Minedriften ophober store dynger affald, som er svagt radioaktivt. I blæst og tørt vejr kan støvet herfra bringes vidt omkring. Huse gøres ubebolige, floder, skove og marker forgiftes. Den radioaktive forurening truer dyr og menneskers sundhed og fremtid. Uranbrydning forgår i dag i bl.a. Australien, sydlige Afrika, Canada, USA og Rusland. De mest udsatte grupper er områdernes urbefolkninger, der lever i tæt kontakt med naturen.

Civil og militær atomkraft er siamesiske tvillinger

De anlæg, som anvendes i den militære og den civile atomproduktion, er konstruerede på samme måde. Det er nuancer i selve diften, der skaber betegnelsen civil eller militær. Under driften af atomkraftværker dannes der sammen med det højradioaktive affald også plutonium. Få miliontedele gram plutonium indåndet er nok til give lungekræft og 10 kg er nok til at lave en primitiv atombombe. I et atomkraftværk (på 1000 MW) produceres der hvert år 200-300 kg plutonium!

Afstanden mellem atomkraft og atomvåben bestemmes ene og alene af kontrolmulighederne. De barske realiteter er, at en række lande enten har skaffet sig eller forsøger at skaffe sig sine egne atomvåben på basis af bl.a. plutonium fra såkaldt civil udnyttelse af atomkraft.

Atomkraft hjælper ikke den 3. verden

Kostbare og teknisk indviklede atomkreftværker hjælper ikke u-landene. Værkerne kræver store investeringer, omfattende administration og højtuddannede eksperter fra rige lande. Atomkraftværker vil blot gøre de fattige lande endnu mere afhængige af de rige lande.

Med alle disse mange problemer med atomkraften må man stille sig spørgsmålet: Hvorfor i alverden skulle man vælge en så dårlig og af mange grunde uacceptabel energiteknologi, når der findes langt bedre alternativer.

februar 1992


[til velkomstside] [til Atomkraft-emneside]


OOA, Ryesgade 19, 2200 Kbh. N.
Tlf: 35 35 55 07, Fax: 35 35 65 45

E-mail: ooa@email.dk

Sidst opdateret 3. oktober 1997