Pressemeddelelse
Den 3. februar 1997.
Barsebäck afvikles som det første atomkraftværk i Sverige
"Det er med meget stor glæde, vi i dag hører, at Barsebäcks to atomkraftreaktorer bliver de
første, der skal afvikles af de i alt 12 svenske reaktorer. Den første til næste år. Den anden er
der endnu ikke blevet offentliggjort endelig dato på, men det forlyder at det bliver inden år
2002. Med al mulig rimelighed skulle beslutningen have været med omgående virkning, men
det har ikke været politisk muligt at komme igennem med" udtaler Bjarne Hejlskov Nielsen
fra OOA.
Han fortsætter: "Det gode ved aftalen i dag er, at det nu bliver meget svært for Sverige at
ændre beslutningen om, at Barsebäcks to reaktorer bliver de første der afvikles. Dertil
kommer, at tidspunktet, hvor Sverige bliver tvunget til at starte afviklingen af deres efterhånden gamle kraftværker, under alle omstændigheder kommer meget snart, fordi 11 af de 12
reaktorer er bygget inden for bare 10 år. Kommer man ikke igang med afviklingen forholdsvis
hurtigt vil Sverige opleve at skulle erstatte halvdelen af deres kraftværkskapacitet på kort tid,
hvilket vil være meget svært både økonomisk og organisatorisk. Jeg forventer derfor, at den
svenske energiaftale fra i nat, holder tidsplanen. At Sverige får sat gang i at finde alternativer
til Barsebäck, så vi ikke om et par år skal opleve at afviklingen af værkets anden reaktor igen
bliver udskudt".
"At afvikle Barsebäck først, er det eneste rigtige valg man kunne gøre i Sverige, fordi
Barsebäck er et af de værst placeret atomkraftværker i verden".
"Men endnu nogle år vil Barsebäcks køre videre, mens vi, dens 2 millioner naboer i København og Malmö-området, skal leve med den betydelige utryghed der er ved at bo så tæt på
værket".
"Og endnu nogle år skal Danmark leve med truslen om, at måtte evakuere København, måske
for altid, hvis den værst tænkelige ulykke på Barsebäck skulle ske".
Med venlig hilsen
Bjarne Hejlskov Nielsen
OOA, Ryesgade 19, 2200 Kbh. N.
Tlf: 35 35 55 07, Fax: 35 35 65 45
E-mail: ooa@email.dk
Sidst opdateret 29. oktober 1997
|