29. maj 2000

 

 

Til pressen

 

OOA retter skarp kritik af den svenske atomkraftinspektion (SKI):

 

 

1)     SKI kritiseres for at gribe ind på et alt for sent  tidspunkt med krav om gennemførelse af sikkerhedsforbedrende foranstaltninger på Barsebäck 2 i forhold til de konstaterede svagheder i reaktorens strømforsyning og elsystemer!  

 

 

2)     SKI kritiseres for at gentage skandalen fra 1992, hvor inspektionen på et alt for sent tidspunkt stillede krav i forbindelse med fortsat drift af de meget alvorligt problemramte 5 reaktorer! (Dengang udstedte SKI driftsforbud mod bl.a. Barsebäck-reaktorerne)!

 

 

3)     SKI kritiseres for at tillade drift af Barsebäck 2 samtidig med, at man på reaktoren gennemfører et langsigtigt såkaldt ”renoverings- og moderniserings”-projekt. OOA peger på, at det ikke kan udelukkes, at projektet kan få negativ indvirkning på sikkerheden på reaktoren. OOA protesterer imod, at SKI tillader ”eksperimenter” af denne karakter at foregå på en reaktor, der er i drift kun 20 km fra København!

 

 

4)     SKI kritiseres for at give Danmark mangelfuld og bagatelliserende information om de konstaterede svagheder i strømforsyning og elsystemet på Barsebäck 2!

 

 

 

 

 

 

Kritikpunkt 1: SKI kritiseres for at gribe ind på et alt for sent  tidspunkt med krav om gennemførelse af sikkerhedsforbedrende foranstaltninger på Barsebäck 2 i forhold til de konstaterede svagheder i reaktorens strømforsyning og elsystemer!  

 

I en rapport udgivet af SKI i 1990 opgiver man kerneskadefrekvensen for svenske reaktorer til at være 1:100.000 – 1:1.000.000 pr reaktordriftår.

 

De svenske myndigheder fandt imidlertid i 1992/93 behov for, at foretage en nøje undersøgelse af sikkerhedsanalyser og konstruktionsforudsætninger for Sveriges 5 ældste reaktorers vedkommende (heriblandt Barsebäck-reaktorerne). Undersøgelsesprogrammet blev indledt ved den ældste reaktor, Oskarshamn 1, i 1993. Ret hurtigt derefter konstaterede myndighederne, at visse sikkerhedsfunktioners kapacitet og pålidelighed ikke fuldt ud modsvarede forudsætningerne i tidligere sikkerhedsredegørelser. Der var altså tegn på mangler i sikkerheden på reaktoren!

 

En gennemgående renovering og modernisering (kaldet ”Projekt Fenix”) blev derfor i 1993 iværksat på reaktor 1 på Oskarshamnværket. Det fremgår af rapporten ”Säkerhets- og strålskyddsläget vid de svenska kärnkraftverken 1993-94”, udarbejdet af SKI og SSI og offentliggjort i december 1994, at man i forhold til reaktor 1 på Oskarshamn har konstateret, at visse sikkerhedsfunktioners kapacitet og pålidelighed ikke fuldt modsvarer forudsætningerne i tidligere års sikkerhedsredegørelser. Det fremgår bl.a. også af rapporten, at myndighederne anser undersøgelser af pålidelighed i strømforsyningen som et prioriteret område.

 

De svenske myndigheder konstaterer i 1994/95 svagheder i strømforsyningen og elsystemet på Oskarshamn 1.Det fremgår, at myndighederne betragter problemet som alvorligt. Man formodede dengang, at de samme svagheder skulle kunne konstateres i de andre 4 forældede reaktorer fra samme reaktor-generation (heriblandt Barsebäck).

 

OOA er stærkt forundret over, at opdagelsen af netop disse konstruktionssvagheder kommer så meget bag på myndighederne, som de rent faktiskt gør, eftersom både Barsebäck og SKI allerede i 1985 konstaterede svagheder i forbindelse med værkets strømforsyning til kølevandssystemet!

 

Først så sent som i februar 1996 går SKI i et brev til atomkraftværkerne ud med en direkte  anmodning om at få en nærmere klarlæggelse af problemerne. En redegørelse skal derefter indsendes til SKI indeholdende en plan for sikkerhedsforbedrende foranstaltninger såfremt eventuelle svagheder skulle konstateres. Det fremgår siden af redegørelserne fra atomkraft­værkerne, at svagheder er konstateret, endda sådanne, som har vist sig at have stor indflydelse på reaktorenes totale pålidelighed. Det konstateres også, at der findes mulighed for forbedrende foranstaltninger af teknisk karakter.

 

I november 1997 udgiver Oskarshamnsværket en rapport for kerneskadefrekvensen på værkets reaktor 2. Frekvensen opgives for tre typer af hændelsesforløb (HS1, HS2 og HS3-forløb) til hhv. at være: 1:52.631, 1:2.380 og 1:5.000 pr. reaktordriftår. Det skal her bemærkes, at der på dette tidspunkt er konstateret svagheder i strømforsyning og elsystemer på Oskarshamn 2, hvilket altså påvirker kerneskadefrekvenserne i alvorlig grad.

 

I juni 1998 udgiver Barsebäckværket en rapport, hvoraf det fremgår at kerneskade­frekvensen på værket (på tidspunktet for rapportens skrivning) er større end 1:10.000!

 

I december 1998 udgiver Barsebäckværket endnu en rapport, hvoraf det fremgår at kerneskadefrekvensen for reaktor 1 er 1:15.384, og at kerneskadefrekvensen for reaktor 2 er 1:12.500! Det fremgår også af rapporten, at hvis man medtager resultaterne fra brand- og oversvømningsanalyserne i beregningerne vil kerneskade­frekvensen øges med en faktor 2,5, hvilket ifølge rapporten medfører, at kerneskade­frekvensen for de respektive reaktorer bliver omkring 1:10.000!!

 

Den 11. december 1998 afleverer Barsebäckværket den endelige PSA-rapport, hvoraf det fremgår, at der trods sikkerhedforbedrende foranstaltninger foretaget på værkets eget initiativ stadig er en kerneskadefrekvens på 1:16.666 for visse typer af hændelsesforløb.

 

Først den 24. februar 1999 stiller SKI krav til atomkraftværkerne om gennemførelse af en række sikkerhedsforbedrende foranstaltninger, for at kunne få SKIs tilladelse til fortsat drift af Barsebäck 2 og de andre berørte reaktorer. Hvor meget de i 1999 gennemførte sikkerhedsforbedrende foranstaltninger positivt vil påvirke kerneskadefrekvensen for Barsebäck 2, vil først fremgå af den redegørelse, som skal afleveres til SKI den 30.06.2000. Uanset den på det tidspunkt fremregnede kerneskadefrekvens, så kan OOA allerede nu konstatere, at den ikke vil ligge på 1:100.000, som er sikkerhedsmålet for nybyggede reaktorer. Opnåelse af dette sikkerhedsmål er samtidigt angivet af SKI som en forudsætning for drift af de forældede reaktorer i det 21.århundrede. Myndighederne formulerer sikkerhedsmålet således i ”lägesrapport 1997”:

 

” SKI anser samtidigt att det pågående moderniseringsarbetet måste fortsätta så att alla reaktorer i drift på 2000-talet når en säkerhetsnivå som motsvarar moderna konstruktionsprinciper.”

 

Indholdet i SKIs brev til atomkraftværkerne får OOA til at stille sig følgende spørgsmål: Betyder dette ikke, at driften på de berørte reaktorer (heriblandt Barsebäck) burde have været stoppet tidligere – eller i det mindste at SKI burde have stillet krav om gennemførelse af disse sikkerhedsforbedrende foranstaltninger allerede fra starten? For det kan vel ikke betyde, at problemerne/svaghederne skulle anses ”farligere” i dag end tidligere, eftersom svaghederne i elsystemet og strømforsyningen ikke er blevet alvorligere med tiden – snarere tværtimod! Derimod er det SKI’s indsigt og forståelse af problemets omfang og alvor, som er blevet større med tiden!

 

SKI har ikke taget de konstaterede svagheder i konstruktionen særligt alvorligt med henvisning til, at værkernes beskyttelsesbarrierer som bl.a. reaktorindeslutningen og Filtra sikrer, at en ulykke med skader på reaktorkernen ikke vil føre til radioaktiv forurening udenfor indeslutningen! Men kan vi efter hvad der skete vedr. problemerne med nødkølesystemerne i 1992 stole på, at der ikke i disse sikkerhedsbarrierer findes ”skjulte” (endnu ikke opdagede) fejl og brister, som kan føre til at disse systemer ikke vil fungere efter hensigten i en ulykkessituation?

 

Desuden er det afgørende for OOA ikke, om sandsynligheden for en ulykke i PSA-termer udtrykkes som stor eller lille. Det afgørende er, at en ulykke rent faktisk kan ske. Sker der en ”værst tænkelig” ulykke på Barsebäck 2 vil den kunne få katastrofale konsekvenser for Danmark. At tillade drift af denne fejlplacerede reaktor kun 20 km fra København oven i købet med konstaterede svagheder i reaktorens helt basale systemer er helt uacceptabelt!

 

 

Kritikpunkt 2:  SKI kritiseres for at gentage skandalen fra 1992, hvor inspektionen på et alt for sent tidspunkt stillede krav i forbindelse med fortsat drift af de meget alvorligt problemramte 5 reaktorer! (Dengang udstedte SKI driftsforbud mod bl.a. Barsebäck-reaktorerne)!

 

Svaghederne i de forældede reaktorers strømforsyning og elsystemer blev som tidligere nævnt konstateret allerede i 1994/95.  Først i 1999 går SKI ud med krav om sikkerhedsforbedrende foranstaltninger, som vilkår for fortsat drift af de berørte reaktorer, heribland Barsebäck.

 

OOA er stærkt utilfreds med, at bl.a. Barsebäck 2 har været i drift i 4-5 år, før SKI har fået så meget indsigt i problemstillingen, at myndigheden går ud med vilkår om gennemførelse af sikkerhedsforbedrende foranstaltninger for at reaktoren overhovedet skal kunne opnå tilladelse til fortsat drift.

 

OOA kan ikke lade være med at drage en parallel til situationen i 1992,  hvor myndighederne konstaterer så alvorlige svagheder i 5 reaktorers (de forældedes reaktorers) nødkølesystem, at man udtaler skepsis overfor, at nødkølesystemerne i en ulykkessituation ville kunne fungere som forudsat i de oprindelige konstruktions- og sikkerhedsanalyser. På trods af disse konstaterede alvorlige svagheder, så går der hele 2 måneder, før SKI når frem til beslutningen om at udstede driftsforbud for samtlige berørte reaktorer!

 

SKI erkendte siden overfor den svenske avis ”Arbetet” (23.10.92), at det tog for lang tid inden de 5 reaktorer blev stoppet af sikkerhedshensyn. SKIs generaldirektør, Lars Högberg, sagde bl.a.: ”- Vi er ikke helt tilfredse med den tid det tog. Hvorfor det trak ud udredes nu internt i SKI.”

 

At SKI burde have reageret hurtigere fremgår af en udtalelse fra professor Jan-Olov Liljenzin, medlem af SKIs rådgivende Reaktorsikkerhedsnævn, som den (22.10.92) bl.a. udtalte følgende til den svenske avis ”Svenska Dagbladet”:

 

”- Jeg og andra har længe mistænkt, at de ikke fungerede tillfredsstillende. Men atomkraftinspektionen stolede på atomkraftværkernes egne løfter. Nu ser man, hvordan det gik.”

 

Nogen år senere konstateres så svagheder i andre af reaktorernes helt basale systemer for sikker drift af de forældede reaktorer: strømforsyningen og elsystemerne.

 

Nu skulle man tro, at atomkraftinspektionen havde gjort sig den erfaring i 1992/93, at  konstatering af svagheder i reaktorens konstruktion, må føre til en prioriteret, kompetent og hurtig granskning af problemstillingen hos SKI med henblik på, hvilke evt. krav inspektionen skal stille for at sikre et blot nogenlunde acceptabelt sikkerhedsniveau på de berørte reaktorer. Desværre synes myndighederne ikke at have strammet op på dette område indenfor sin egen organisation.

 

OOA har derfor ikke længere tillid til, at SKI træffer de rigtige sikkerhedsmæssige beslutninger på de rigtige tidspunkter. OOA vil faktisk gå så langt som til at sætte spørgsmålstegn ved, om SKI i dag besidder den fornødne kompetence til at foretage hurtige, fornuftige og sikkerhedsmæssigt set forsvarlige bedømninger af en ”problemsituation” på bl.a. Barsebäck 2!

 

 

 

Kritikpunkt 3: SKI kritiseres for at tillade drift af Barsebäck 2 samtidig med, at man på reaktoren gennemfører et langsigtigt såkaldt ”renoverings- og moderniserings”-projekt. OOA peger på, at det ikke kan udelukkes, at projektet kan få negativ indvirkning på sikkerheden på reaktoren. OOA protesterer imod, at SKI tillader ”eksperimenter” af denne karakter at foregå på en reaktor, der er i drift kun 20 km fra København!

 

OOA indleder dette afsnit, hvor vi ”slap” under kritikpunkt 1! Det er altså ifølge de svenske atomkraftmyndigheder en forudsætning for drift i det 21. Århundrede, at de forældede værker opnår et sikkerhedsniveau som modsvarer moderne reaktorkonstruktioner.

 

De svenske myndigheder fandt som tidligere nævnt allerede i 1992/93 behov for, at foretage en nøje undersøgelse af sikkerhedsanalyser og konstruktionsforudsætninger for Sveriges 5 ældste reaktorers vedkommende (heriblandt Barsebäck-reaktorerne).

 

Undersøgelsesprogrammet blev indledt ved den ældste reaktor, Oskarshamn 1, i 1993. Ret hurtigt derefter konstaterede myndighederne, at visse sikkerhedsfunktioners kapacitet og pålidelighed ikke fuldt ud modsvarede forudsætningerne i tidligere sikkerhedsredegørelser. Der var altså tegn på mangler i sikkerheden på reaktoren!

 

Den grundige analyse af sikkerhedssystemernes konstruktionsforudsætninger (BOKA-projektet) ved Oskarshamn 2 og Barsebäck 1 & 2 var planlagt afsluttet i 1997-98. Projektet er i dag ikke endeligt afsluttet. Eftersom det oprindelige projekt var ufuldstændigt ved sin afslutning i december 1998, så fortsætter analysearbejdet i dag i projektet POST-BOKA. Dette projekt er i skrivende stund uafsluttet, og myndighederne kan i dag ikke sige noget om, hvornår projektet kan forventes færdigt!

 

Renoverings- og moderniseringsarbejdet (TRIM-projektet) for Oskarshamn 2 og Barsebäck 1 & 2 kom først i gang i 1995/96. Konkrete anlægsforandringer påbegyndtes i 1997. Sydkraft lovede i april 1998, at projektet vil være gennemført og færdigt på Oskarshamn 2 i år 2002, og projektet ville for Barsebäcks vedkommende være gennemført senest året efter! Det fremgår imidlertid af en PSA-rapport fra Barsebäck dateret den 07.12.98, at man først i år 2002/03 vil kunne føre identificerede muligheder til forbedringer for at opfylde Sydkrafts sikkerhedsmål ind i TRIM-projektet. Hvilket altså efter OOAs opfattelse vil sige, at man først på dette tidspunkt vil kunne omsætte de identificerede muligheder til forbedringer til konkrete foranstaltninger. Er dette korrekt opfattet, vil det betyde, at Sydkrafts løfte om, at Barsebäck 2 i år 2003 vil kunne leve op til moderne krav for pålidelighed og sikkerhed ikke vil kunne overholdes!

 

Allerede i 1994-95 sætter imidlertid de svenske myndigheder spørgsmålstegn ved, om det hidtidige ambitionsniveau har været tilstrækkeligt, når det gælder moderniseringer af reaktorer tilhørende de tidlige konstruktionsgenerationer. Derudover fremgår det af ”SKI RAPPORT 96:60, SKI-ASAR-B1/B2” udgivet i december 1996, at myndigheden ikke er helt tilfreds med den i rapporten af Barsebäckværket foretagne redegørelse. Man ville gerne have set en mere gennemarbejdet analyse og bedømmelse af vedligeholdelsesvirksomheden ved værket med tilladelseskontrol og –prøvning  samt foranstaltninger for at kunne håndtere aldrende systemer og komponenter.

 

I 1998 konstaterer de svenske myndigheder så, at noget tyder på at forudsætningerne for sikkerhedsarbejdet ved atomkraftværkerne er ved at forandres. SSI konstaterer i en rapport dateret den 27.03.2000, at atomkraftværkernes ambitionsniveau såvel som moderniseringsarbejdets omfang er mindsket betydeligt. Også SKI konstaterer i en rapport udgivet i april 2000, at værkernes oprindelige tidsplaner for moderniseringsinsatserne ved flere tilfælde er blevet udskudt, samtidig som myndigheden konstaterer at også ambitionsniveauet kan være blevet sænket. SKI konstaterer også, at man i forbindelse med inspektioner på værkerne har gjort observationer, som indikerer visse tendenser hos atomkraftværkerne til at søge efter et minimumsniveau, som således mindsker arbejdsindsatserne.

 

SKI anmoder derfor i et brev til atomkraftværkerne dateret den 23.02.2000 om, senest den 30. juni år 2000 at få tilsendt en skriftlig redegørelse beskrivende de berørte værkers sikkerhedsprogrammer.

 

OOA konstaterer således, at ingen af de berørte atomkraftværker, heriblandt Barsebäck 2, i dag opfylder SKIs krav om, at alle reaktorer i drift i det 21-århundrede skal have et sikkerhedsniveau svarende til moderne konstruktionsprincipper. OOA har spurgt SKI om, hvornår det 21-århundrede begynder i forhold til SKIs sikkerhedskrav for de forældede reaktorer, men vi fik ikke noget klart svar. Derimod fik vi at vide, at SKI i øjeblikket overvejer at revurdere sin hidtidige holdning.

 

OOA konstaterer, at SKI tilsyneladende ikke har hverken overblik eller kontrol over situationen!

 

På  trods af, at atomkraftværkerne som nævnt allerede i 1997 var begyndt at foretage konkrete anlægsforandringer, så fremgår det, at SKI i dag endnu ikke har stadfæstede krav eller generelle råd på området. Først i 1995/96 påbegyndte myndigheden selv arbejdet på at præcisere, hvilke sikkerhedsmæssige krav som bør gælde for drift i det 21. århundrede. SKI har først nu (dvs 1999/2000) fremlagt forslag til generelle råd på området, men disse skal først til næste år gennemgå en såkaldt ”konsekvensbeskrivelse”, før der findes mulighed for stadfæstelse af disse råd. Årsagen hertil ligger i, at der i dag ikke foreligger nogen enig opfattelse mellem atomindustrien og myndigheden af, hvordan moderne krav og konstruktionsprincipper skal tillempes på de forældede reaktorer, for at opnå et sikkerhedsniveau ligeværdigt med de nyeste reaktorkonstruktionerne.

 

OOA kan ikke frigøre sig fra fornemmelsen af, at det i denne sag (som i mange tidligere sager) for atomkraftværkernes vedkommende handler om, at de økonomiske priorite­ringer vejer tungere end de sikkerhedsmæssige hensyn! Deraf kravet om en ”konsekvensbeskrivelse” af SKIs forslag til generelle råd inden disse stadfæstes, eftersom renoveringen og moderniseringen af de forældede reaktorer koster atom­industrien mange penge. Man vil derfor ikke gennemføre sikkerhedsforbedrende foranstaltninger uden dokumentation for, at de foreslåede foranstaltninger også vil give den sikkerhedsmæssige forbedring, som der er lagt op til i SKIs forslag til generelle råd på området.

 

Derudover synes det bestemt ikke uproblematisk, at gå ind i eksisterende konstruktioner og begynde at bygge om – eller endnu ”værre” – at indføre digital teknik i de systemer med såkaldt ”analog- og relæbaseret” teknik, som atomkraftværkerne oprindeligt er opført med. Hidtil har man koncentreret indførelsen af digital teknik til informationssystemerne, men man synes nu nødsaget til at forny og renovere de sikkerhedsrelaterede systemer, eftersom der er konstateret problemer med at skaffe reservedele til de gamle systemer. En anden årsag er de øgede krav til vedligeholdelse og afprøvning af systemerne, samt problemer med at rekrutere nyt personale med tilstrækkelig viden om de gamle systemer. OOA konstaterer, at det således synes at være teknisk nødvendigt at skifte de forældede systemer ud, samtidig som det sikkerhedsmæssigt set absolut ikke virker uproblematisk at gøre det.

 

I følge myndighedernes rapporter er f.eks. lang erfaring ved drift- og vedligeholdelse af et system en fordel udfra et sikkerhedsmæssigt synspunkt. Dette kan tale imod indførelse af ny teknik. Videre kan de digitale systemers mere abstrakte natur (sammenlignet med de mekaniske systemers natur) skabe problemer i kontakter med leverandører og i ”mødet med”/samspillet med andre systemer og dicipliner på atomkraftværket. I forbindelse med moderniseringen af værkernes kontrolrum kan indførelse af ny teknik pga større krav til samspillet mellem menneske-teknik-organisation gøre det sværere for operatørerne at arbejde sikkert og effektivt.

 

OOA sætter spørgsmålstegn ved, om analyser og laboratorieeksperimenter tilstrækkeligt vel kan modellere de fænomener, som kan optræde under virkelige hændelsesforløb. Kan de planlagte renoveringer og moderniseringer gøre et allerede kompliceret system – hvor et fungerende samspil mellem de tekniske systemer og opratører er en absolut nødvendighed for en problemløs drift af et atomkraftværk – endnu mere kompliceret? Så kompliceret og analysemæssigt uoverskueligt, at der vil være grund til at nære frygt for, at renoverings- og moderniseringsprogrammerne kan give en negativ indvirkning på sikkerheden på de pågældende værker, heriblandt Barsebäck 2?

 

OOA opfatter på den foreliggende baggrund det langsigtede såkaldt ”renoverings- og modernisering-projekt” på Barsebäck 2, som et projekt af ”eksperimenterende” karakter og modsætter sig dermed fortsat drift af værket placeret kun 20 km fra København, sålænge dette eksperiment pågår!

 

 

Kritikpunkt 4: SKI kritiseres for at give Danmark mangelfuld og bagatelliserende in­for­ma­tion om de konstaterede svagheder i strømforsyning og elsystemet på Barsebäck2!

 

Den 25. Juni 1998 sender SKI et brev til den danske Beredskabsstyrelse for at præcisere forskellige forhold vedr. PSA-analyser. SKI præciserer i brevet bl.a., hvordan ”riskanalyser och riskvärderingar” skal bruges.

 

SKI gør meget ud af at forklare, at ”så innehåller analysen flera konservativt valda förutsättningar och bedömningar, vilket medför att resultatet inte blir en realistisk skattning av sannolikheten för olika konsekvenser.”

 

OOA har følgende kommentarer/kritik:

 

1)      SKI påpeger kun de konservative antagelser, som kan medføre at analyse-resultatet kan overvurdere den faktiske risiko. Hvorfor nævner SKI ikke noget om de forbehold, som kan medføre at analyse-resultatet kan undervurdere den faktiske risiko. Det fremgår jo af SKIs eget rapport-materiale, at forhold som, at der kan være en risiko for fejlagtige beslutninger i en ulykkessituation eller en risiko for lav sikkerhedsbevidsthed et eller andet sted i organisationen. Forhold som disse (betegnet menneskelige fejl) – som kan være af ubestridelig betydning for sikkerheden – kan ikke indgå i PSA-analyse-beregningerne.

 

2)      SKI hævder, at myndighedens ”kriterier for säkerhetsvärdering är i grunden den samma nu som i 1992”. OOA skal i denne forbindelse gøre opmærksom på følgende:

 

I en rapport udgivet af SKI i 1990 opgiver man kerneskadefrekvensen for svenske reaktorer til at være 1:100.000 – 1:1.000.000 pr. reaktordriftår. Man skriver samtidigt, at man ikke ser indikationer på væsentlige ændringer af denne frekvens i en overskuelig fremtid.

I en rapport udgivet af SKI og SSI i 1996 skriver man, at kerneskadefrekvensen for svenske reaktorer er 1:100.000.

I april 1998 skriver SKI i en pressemeddelelse, at myndigheden er enig i IAEAs kerneskadefrekvenser for hhv. moderne og ældre reaktorer ( på hhv. 1:100.000 og 1:10.000), og vedkender sig således for første gang – godt nok indirekte, at anbefalingerne for de ældre reaktorer har relevans for de svenske reaktorer!

 

OOA påstår, at der foregår en revidering af SKIs syn på kerneskadefrekvensen for svenske reaktorer gennem årene, hvilket SKI ikke åbent vil erkende. OOA påstår også, at baggrunden for SKIs holdningsændring er de konstaterede svagheder i de forældede reaktorers strømforsyning og elsystemer, som giver kerneskadefrekvenser som ikke opfylder IAEAs sikkerhedskriterier for hverken moderne eller ældre reaktorer.

 

3)    Derudover vil OOA kritisere SKI for i brevet ikke at informere Danmark om, at den totale kerneskadefrekvens for Barsebäckværket (i følge værkets seneste PSA-rapport, dateret den 11.06.98) synes at være større end 1:10.000 pr. reaktordriftår. I stedet giver brevet pga SKIs valgte formuleringer en meget bagatelliserende beskrivelse af de konstaterede svagheder i værkets strømforsyning og elsystemer.

 

 

 

                                        Med venlig hilsen

 

 

                          Lena Warrer                   Bjarne Hejlskov Nielsen

 

OBS: OOAs kritik af SKI er indeholdt i ”NOTAT om svaghederne i elsystemet og strømforsyningen på Barsebäck 2”, udarbejdet af OOA, maj 2000. Det foreløbige notat (uden den ovenstående kritik af SKI indarbejdet) kan i hentes hjem fra OOAs hjemmeside: http://www.ooa.dk