Alle medlemslande i EU er også medlem af Euratom - EUs Atomenergi Fællesskab. Euratom blev dannet for 40 år siden af de seks oprindelige EF-lande - Frankrig, Vesttyskland, Italien, Holland, Belgien, Luxemburg - og siden har alle lande, som har tilsluttet sig EF og senere EU samtidigt tilsluttet sig Euratom. Danmark blev dermed også medlem af Euratom i 1972, da Danmark tilsluttede sig EF. Men Euratom er stort set forblevet ukendt i den danske offentlighed.

Formålet med OOAs udgivelse af denne pjece er at bidrage til en større viden om Euratom. Samtidig finder OOA det relevant at starte en debat om Danmarks rolle i Euratom. På trods af den danske beslutning i 1985 om ikke at indføre atomkraft, støtter Danmark via Euratom en fortsat udbredelse af atomkraft og den hermed forbundne industri.

Internationalt er der også debat om Euratom, blandt andre er Østrig utilfreds med den rolle Euratom og den vesteuropæiske atomindustri spiller i udbygningen af atomkraft i Østeuropa.

I denne pjece uddyber vi Euratoms formål og aktuelle virkeområder. De to sidste afsnit, "Kritisk vurdering af Euratom - et resumé" og "Euratoms fremtid", giver et resumé af hovedspørgsmålene, som OOA ser dem.

OOA håber, at denne pjece gennem brug i undervisning og oplysning om EU kan bidrage til øget fokus på den del af EU-samarbejdet, der omhandler atomkraft.

I år har det Europæiske Atomenergi Fællesskab, Euratom, eksisteret i 40 år. Euratom-traktaten blev underskrevet 25. marts 1957 og trådte i kraft 1. januar 1958. Euratom er den ene af de tre traktater, som danner grundlaget for Den Europæiske Union, EU.

De andre to er Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (ECSC) fra 1951 og Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EEC) fra 1958. I modsætning til ECSC, som udløber i år 2002, blev Euratom og EEC oprettet uden tidsbegrænsning.

Indtil nu har der kun været lidt opmærksomhed omkring Euratom-traktaten, som derfor generelt er ukendt. Men Euratom har altid spillet en rolle inden for mange atomare områder: handel med radioaktive materialer og atomtekniske produkter investeringer i atomindustri og atomkraftværker forskning i atomare processer og teknologi lovgivning omkring strålingssikkerhed og grænseværdier

Oprindeligt var Euratom-traktaten ment som en ny drivkraft i det europæiske samarbejde, efter at den foreslåede "Traktat for det Europæiske Forsvar" blev afvist af det franske parlament i 1954.

Egentlig kom ideen til Euratom fra kræfter i USA, som gik ind for ideen om et samlet europæisk marked. Under indflydelse af Suezkrisen i 1956, hvor blokaden af Suez Kanalen medførte midlertidig mangel på olie, frygtede de vesteuropæiske lande energimangel. Atomkraft blev set som et middel til at mindske den europæiske afhængighed af olie. På grund af den svage franske økonomi frygtede man, at det franske parlament ikke ville acceptere det fælles marked, og at Euratom-traktaten således også ville blive afvist. Derfor blev den konstrueret som en separat traktat for atomkraft. Ved at tillade udviklingen af franske atomvåben overvandt man den franske skepsis overfor Euratom. Kort tid efter blev Euratom-traktaten ratificeret af Belgien, Luxemburg, Holland, Frankrig, Vesttyskland og Italien.

I indledningen til Euratom-traktaten hedder det: "... kerneenergien udgør en væsentlig kilde til sikring af produktionens udvikling og fornyelse og vil kunne fremme fredens sag...".

Den første artikel af de i alt 223 artikler i traktaten, gør det klart fra begyndelsen at: "Fællesskabet har til opgave gennem skabelsen af de nødvendige betingelser for den hurtige dannelse og udvikling af en kerneenergi industri at bidrage til højnelse af levestandarden i Medlemsstaterne og til udvikling af forbindelserne med andre lande."

Artikel 2 udlægger, hvordan denne opgave skal udføres. Kort fortalt: a. udvikle forskningen og sikre udbredelsen af teknisk viden b. indføre ensartede sikkerhedsnormer og overvåge deres anvendelse c. lette investeringer i og sikre oprettelsen af de nødvendige atomindustrielle anlæg d. sørge for forsyning med malm og nukleart brændsel e. kontrollere, at nukleart materiale ikke anvendes til andre formål end dem, det er bestemt til f. udøve sin ejendomsret til specielle fissile materialer (atombrændsel) g. sikre dannelsen af et fælles marked for materiel og udstyr, samt fri bevægelighed for kapital og arbejdskraft på kerneenergiens område h. oprette internationale forbindelser, der kan fremme udviklingen af kerneenergiens fredelige anvendelse.

Euratoms hovedopgave, udviklingen af en stærk atomindustri, er blevet realiseret. Men atomenergiens vækst er først og fremmest realiseret uafhængigt af Euratom-politiken, og der er ikke nogen fælles atomindustri, hvilket var en anden hovedopgave for det europæiske atomkraftsamarbejde. I 1958 var andelen af atomkraft i elektricitets-produktionen knap 1%. Nu er den oppe på mere end 29% som gennemsnit for EU. Euratom har gennem årene fået en voksende rolle inden for forskning i atomkraft, f.eks. forskning i fusionsenergi.

For øjeblikket har otte ud af EUs femten medlemslande en atomindustri og/eller atomkraftværker. To af dem, Sverige og Holland, har besluttet at lukke deres atomkraftværker samt ikke at bygge nye. Det er kun Frankrig, der har planer om en egentlig udbygning med atomkraft i eget land. Men atomindustrien i både Frankrig og i andre lande som f.eks. Tyskland deltager meget aktivt i udbygningen med atomkraft uden for EU, først og fremmest i Østeuropa. Industrien udøver et kraftigt lobbyarbejde over for EU og medlemslandenes regeringer for at få støtte til udbygningen bl.a. i form af lån.

De dominerende lande i EU har således stadig interesse i Euratoms arbejde med udbredelse og udvikling af atomkraft og den hermed forbundne industri.

Nye EU-medlemslande skal acceptere Euratom traktaten, dens love og bestemmelser samt betale en del af budgettet, også selv om landene ikke selv har atomkraft.

Nogle EU-lande er direkte imod atomkraft, men alligevel tvunget til at betale for Euratoms aktiviteter. Der har i de sidste år været gjort flere forsøg på at få revideret Euratom-traktaten. Revisionen er formelt på dagsorden på EU-topmøderne, men hidtil har bl.a. Frankrig blokeret for, at spørgsmålet bliver taget op.

Det er de to traktater Det europæiske Kul- og Stålfællesskab (ECSC) og Det europæiske Atomenergifællesskab, Euratom, som lige siden 1950'erne har dannet grundlag for EUs støtte til de to mest forurenende og farlige energikilder: kul og atomkraft. Da Euratom blev dannet regnede man med, at den ville være mere succesfuld end Det Europæiske Økonomiske Fællesskab på grund af den tids optimistiske tro på atomkraft som fremtidens energikilde. Man troede, at opbygningen af en fælles europæisk atomindustri skulle være med til at skabe en bredere europæisk integration og realiseringen af Den Europæiske Union. Men i virkelighedens verden blev det den økonomiske integration, der skubbede den politiske integration fremad. Euratoms indflydelse på den europæiske integration har været begrænset.

De store forventninger til atomkraft i halvtredserne byggede på adskillige antagelser om fremtiden: begrænsede kul- og olieressourcer; store prisstigninger på kul og olie; en fordobling af elforbruget cirka hvert 11. år; voksende afhængighed af importeret energi; lave priser på atomkraft. Disse antagelser viste sig snart at være forkerte. Muligheden for at overlade udviklingen af atomkraft til andre lande, især USA, og opbygge en atomindustri baseret på deres arbejde blev afvist. Denne mulighed blev set som en trussel mod Europas politiske uafhængighed. For at sikre uafhængigheden af USA, skulle Euratom bygge og drive de berigelses- og oparbejdningsanlæg, der er nødvendige for at kunne drive atomkraftværkerne. Denne plan blev dog meget hurtigt droppet, da de store lande i Europa ønskede at opbygge deres egen atomindustri.

Euratoms mål i 1958 var at bygge så mange atomkraftværker som muligt så hurtigt som muligt. I rapporten "A Target for Euratom" ("Et mål for Euratom") fra 1958 anbefalede man at opføre 15.000 MegaWatt (MW) inden 1967. Faktisk var kun 10% af det gennemført i 1967. Den forventede succes lod vente på sig. Euratom opgav ideen om en fælles atomindustri, men holdt fast ved sit formål om at fremme atomkraft. Derfor blev opførelsen af flere typer atominstallationer støttet. Fra starten i 1958 støttede og medfinansierede Euratom forskning, udvikling og opførelse af prototype reaktorer: gaskølede-, højtemperatur- og formeringsreaktorer. Formeringsreaktorer blev anset for at være den vigtigste type. Euratoms hovedmål, udviklingen af en fælles reaktortype, blev dog ikke nået og heller ikke formeringsreaktorer slog igennem. Senere udvidede Euratom sin medfinansiering til også at omfatte opførelsen af egentlige kommercielle atomkraftanlæg: fra 1981 til 1985 brugte Euratom næsten 10,5 milliarder kroner på medfinansiering af ni atomkraftværker. F.eks. fik den franske formeringsreaktor Super-Phenix 2,3 milliarder kroner. Men Euratoms bidrag til bygningen af atomkraftværker var forholdsvis små i forhold til de nationale atomprogrammer. I 1968 var omkring 2.300 MW atomkraft i drift i de 6 medlemsstater. I 1997 var den installerede atomkrafteffekt i de seks lande vokset til næsten 93.000 MW. Hertil kommer de godt 34.000 MW i de lande, der siden har tilsluttet sig EU. Alt i alt er den installerede effekt i dag på omkring 127.000 MW.

Euratom har spillet en vigtig rolle på andre områder, bl.a. ved at tilvejebringe de nødvendige forhold for væksten i atomkraft: levering af nukleart brændsel; skabelse af et fælles marked for atomindustrielle produkter; koordinering og kontrol af atomaktiviteter og ikke mindst støtte til atomforskning. Euratoms samarbejde med internationale organisationer som FNs Internationale Atomenergi Agentur (IAEA) og OECDs Atomenergi Agentur (NEA) og med stater som USA, Canada, Brasilien og Argentina var og er vigtigt for udviklingen af atomkraft i EU-landene. Især fordi EU er afhængig af at kunne importere uran. 80% af EUs uranforbrug bliver importeret. USAs rolle som leverandør af forksningsreaktorer, nuklear know-how, atombrændsel - især højtberiget uran - var afgørende i de første årtier.

Fra 1970 flyttede Euratom gradvis fokus fra fortrinsvis at fremme og støtte atomfission (atomspaltning, den i dag eksisterende atomkraftteknologi) til at fremme og støtte atomfusion (atomsammensmeltning). Denne ændring afspejler, at udviklingen af fusionsenergi af de enkelte EU-lande anses for at være for dyr, for langt ude i fremtiden og ikke lovende nok til at landene vil stå alene.

Tjernobyls eksplosion i 1986 forårsagede, at Euratom fokuserede mere på atomsikkerhed og lovgivning om strålingsgrænser og sundhedsstandarder. Efter jerntæppets fald i 1989 blev der vedtaget en politik om at opgradere sikkerheden på atomkraftværkerne i Central- og Østeuropa og i ex-Sovjet ved at finansiere undersøgelser og ombygninger, færdigbygning samt endog nybygning af atomkraftværker.

I de senere år har der været en del kritik af Euratom-traktaten, og der har været lagt op til en revision af traktaten fra flere lande, bl.a. de atomkraftfrie lande Østrig og Irland. Men revisionen er ikke blevet til noget endnu, da det kræver enstemmighed blandt EUs medlemslande. Så det bliver svært at få en revision af traktaten igennem, så længe der er lande i EU, der stadig satser på atomkraft.

Umiddelbart ser Euratoms tilsyn med atominstallationerne i EU skrappere ud end hvis det var FNs Internationale Atomenergi Agentur (IAEA), der kontrollerede anlæggene. Men i virkeligheden udøver Euratom selvkontrol, samtidig med at den forhindrer offentlig kontrol med sine aktiviteter.

Siden oprettelsen i 1958 har Euratoms Sikkerhedsdirektorat ført tilsyn med sikkerheden på de civile atomanlæg i alle EU-landene. Det er sket for at sikre, at atomart materiale ikke udnyttes til andre formål end "påtænkt brug". Imidlertid tillader Euratom-traktaten, at "påtænkt brug" også er "militært brug". Dette er i modstrid med bestemmelserne for IAEAs sikkerhedskontrol i forhold til den såkaldte "Ikke-sprednings aftale", NPT-aftalen. NPT-aftalen skal forhindre spredning af teknologier og materialer, der er egnet til fremstilling af atomvåben. IAEA tillader ikke brug af atomart materiale fra civile anlæg til militære programmer. Dette gælder dog ikke for anerkendte atomvåbenstater. Frankrig og England, EUs to atomvåbenstater har derfor stadig lov til at inddrage atomart materiale fra civil til militær anvendelse ved blot at meddele Euratom herom. Generelt bliver kun civile atomanlæg inspiceret af Euratom.

Umiddelbart ser Euratoms tilsyn skrappere ud end IAEAs, da Euratom også inspicerer de civile anlæg i EUs to anerkendte atomvåbenstater. Hvilket IAEA ikke har ret til. Men Euratoms ordning er i virkeligheden en selvkontrol. EU-landene er de eneste lande i verden, som har en sådan regional sikkerhedskontrol, hvor IAEA kun får lov til at godkende den regionale kontrol. I Nordøstasien er der stor opmærksomhed om denne særordning. Især Kina, Japan og Sydkorea er meget interesserede i at kopiere Euratoms ordning ved oprettelsen af deres eget Asiatom.

Også i de EU-lande, som ikke har atomvåben, foretager Euratom selv alle sikkerhedsinspektioner og udfærdiger en lageropgørelse på det atomare materiale. IAEA modtager en sådan opgørelse en gang om måneden for at kontrollere oplysningerne. Baggrunden for denne særordning med IAEA er, at Euratom har fået held til at hævde, at EU skal opfattes som en enkelt stat, og dermed skal behandles som en anerkendt atomvåbenstat.

Der har været en del uenighed mellem Euratom og IAEA om Euratoms rapportering af de civile beholdninger af plutonium og højt beriget uran. Aftalen er, at alt civilt plutonium, både fra atomvåbenstaterne og ikke-atomvåbenstaterne skal rapporteres til IAEA. Det sker på frivillig basis. Men der er ikke opnået enighed om rapporteringer til IAEA om EUs beholdninger af højt beriget uran, eftersom Euratom opfatter det som fortrolige oplysninger.

De europæiske lande og især Tyskland vil ikke acceptere et krav fra IAEA om, at deres lager af højt beriget uran bliver rapporteret offentligt. Euratom, som hævder, at EU i denne sag skal opfattes som en enkelt stat, har nægtet at aflevere oplysninger om de enkelte "nationale" beholdninger af højt beriget uran.

Euratom modsatte sig IAEAs planer om vedvarende at overvåge berigelsesniveauet i firmaet Urencos berigelsesanlæg i England, Holland og Tyskland. Tyskland, Euratom og Urenco hævdede, at IAEA-teknologien var tilbøjelig til at fejle. I atomindustriens blad "Nuclear Fuel" fra 12. februar 97 kan man læse, at direktør Gmelin fra Euratoms Sikkerhedsdirektorat under forhandlingerne med IAEA i december 1996 svor, at Euratom "aldrig" ville tillade nærgående IAEA-kontrolforanstaltninger på tyske anlæg.

Indtil 1988 var Euratoms årsrapporter om dens sikkerhedsaktiviteter ikke blevet offentliggjort eller tilsendt Europa Parlamentet. Men i 1988 lovede Europa Kommissionen at få Euratom til at samle en årsrapport om sikkerhedsaktiviteterne til Europa Parlamentet. Denne aftale blev til som et resultat af den såkaldte Nukem/Transnuklear skandale.

Europa Parlamentet udarbejdede en kritisk rapport, hvor konklusionen var, at kontrollen med Euratom var utilstrækkelig. En beslutning fra Europa Parlamentet krævede, at Euratoms Sikkerhedsdirektoratet, der hører under Europa Kommissionen, hvert år skulle udarbejde en omfattende årsrapport. Europa Kommissionen bekræftede "sin intention om at forberede en sådan aktivitetsrapport hvert andet år". Europa Kommissionen præsenterede en første omfattende hemmeligstemplet rapport til Europa Parlamentet i 1988.

Indtil nu er der imidlertid kun sendt tre sikkerhedsrapporter til Europa Parlamentet: årsrapporten for 1988, og efter beslutningen om at udsende rapporter hvert andet år, kom der to af disse for perioderne 1989/90 og 1991/92. Siden da har Europa Parlamentet ikke fået disse sikkerhedsrapporter. Grunden hertil er, i følge direktør Gmelin, at Euratom ikke har penge nok til at lave en sådan rapport.

Det er et meget underligt argument. Og selvfølgelig er argumentet uholdbart. Sikkerhedsdirektoratet laver altid sin egen årlige beretning til Europa Kommissionen. Det vil ikke koste Euratom meget mere at lave en kopi og sende den til Europa Parlamentet. Det er et meget dårligt tegn, at løfter så let kan brydes af Euratom. Det står klart, at Euratom ikke bryder sig om nogen form for offentlig kontrol.

EUs støtte til opgradering og forbedring af sikkerheden på de farligste værker i Østeuropa er givet under forudsætning af, at værkerne blev lukket, så snart det var muligt. Men ikke et eneste farligt værk er til dato blevet lukket, tværtimod er deres levetid ofte blevet forlænget på grund af EUs støtte.

I løbet af de sidste 12 år har EU haft et stort antal aktiviteter i Central- og Østeuropas atomsektor. Arbejdet startede på baggrund af den meget klare erkendelse af den katastrofale situation på det tidligere Sovjets nukleare installationer (Tjernobyl medførte større åbenhed og dermed mere information). I de første par år efter Tjernobyl katastrofen i 1986 sagde alle - inklusive atomindustrien - at alle de gamle usikre atomkraftreaktorer i Øst- og Centraleuropa øjeblikkeligt skulle lukkes. Det er bare ikke sket. For øjeblikket er der 50 sovjetisk-designede reaktorer i drift i de central- og østeuropæiske samt ex-sovjetiske lande.

EU har brugt milliarder af kroner på forskellige research- og opgraderingsprogrammer på atomkraftværkerne i Central- og Østeuropa. I de kommende år vil Europa Kommissionen bruge yderligere milliarder. Disse penge vil blive brugt selv om det allerede i årevis har stået klart, at lukning af værkerne og hjælp til vedvarende energi og energieffektiviseringer, udover at være miljømæssigt forsvarligt og sikkert, også økonomisk er bedre.

Der er foruroligende tegn på, at sikkerheden på værkerne igen er ved at blive nedprioriteret. Vesten kan ikke blive enig om hvad man skal gøre. Så mens man fører en inkonsekvent politik, bliver man ved med at overføre store summer til projekter på de østeuropæiske atomkraftværker. De der synes at få mest ud af det, er de store vestlige atomkraft-byggefirmaer som Siemens, Framatom og Westinghouse samt en række konsulentfirmaer. Det ser ud til, at det ikke kun er de østeuropæiske atomkraftværker, der får en forlænget levetid, men også den vestlige atomindustri får dens levetid forlænget på grund af støtten.

De fundamentale politiske forandringer i Østeuropa gav den vesteuropæiske atomindustri en sidste chance for at rette op på den ellers nedadgående tendens. Netop som ordrebogen var tom, fremkom et nyt marked. De første opgaver var kun mindre opgraderinsprojekter. Atomindustrien arbejder dog med meget lange tidsperspektiver, så gevinsten ved at vinde disse tidlige kontrakter, var det samme som at få en fod i døren. Selv kontrakter på de mindste forprojekter har medført en oppisket konkurrence mellem firmaerne.

I en passage i Europa Kommissionens papir fra 1993 "Nuclear Safety: The Policy of the European Union" fremføres at: "Den Europæiske Unions assistance baseres bl.a på følgende grundlæggende overvejelser: (...) Anerkendelse af at yderligere store hændelser på østeuropæiske atomkraftværker vil underminere atomkraft sektoren i EU medlemslandene, som producerer en stor procentdel af elektriciteten".

Nogle østeuropæiske regeringer har set dette som deres chance til at få økonomisk støtte og presser Vesten ved at true med, at de usikre atomkraftværker vil blive drevet videre, hvis ikke der kommer økonomisk hjælp. EU forhindrer ikke den politik. EU sørger ikke for klare programmer for hvornår og hvordan de berørte reaktorer skal lukkes, når de indgår aftaler om støtte til midlertidig opgradering og sikring af de usikre værker. Og EU sørger ikke for en klar politik for finansiering af erstatningskapacitet for værkerne.

Meget vigtig er det også, at ingen tilsyneladende ved hvad der vil ske, når østlandene bliver fuldgyldige medlemmer af EU. Allerede i processen mod fuldt medlemsskab kan man se et skift i de nuværende EU-medlemmers politik. Aftalen om tidlig lukning af højrisiko reaktorerne bliver nedprioriteret og Europa Kommissionen indrømmer, at det er temmelig usikkert hvad der vil ske, når østlandene får mere direkte indflydelse i EU.

I 1992 etablerede G7-landene (de 7 store industrilande + EU) The Nuclear Safety Account (NSA) for at assistere med finansieringen af programmerne til opgradering af sikkerheden på de østeuropæiske værker. NSA varetages af Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling (EBRD).

Det var ikke tanken at NSA-programmet skulle forlænge levetiden på højrisiko reaktorerne. Kun gøre dem mere sikre i den periode, de stadig skulle være i drift. Umiddelbar lukning blev set som umulig, da andelen af atomkraftproduceret elektricitet i nogle af de berørte lande var og er betydelig: Lithauen 85%, Ukraine 44%. Andelen i Bulgarien er vokset fra 33% i 1990 til 45% i dag.

Indtil nu har NSA ydet knapt 2 milliarder kroner til projekter i Bulgarien, Lithauen, Ukraine og Rusland. I praksis har betingelserne for NSA-projekterne vist sig at være meget uigennemsigtige, så det er svært at kontrollere hvad der reelt kommer ud af projekterne. Det er tvivlsomt om tilskuddene har medført væsentlige sikkerhedsforbedringer.

NSA-aftalerne er utilstrækkelige i omfang og styrke til at kunne følge op på betingelsen om lukning af værkerne, som har været en betingelse for støtten. Et antal modtagerlande har derfor ikke imødekommet denne betingelse. Ingen af tilskuddene har sikret en klar lukningsdato for reaktorerne endsige fået lukket en eneste reaktor. Tværtimod har NSA-støtten været med til at forlænge levetiden på reaktorerne.

Det eneste rigtig klare, der er kommet ud af NSA-støtten er, at en række vestlige atomindustrifirmaer har haft god nytte af NSA-kontrakterne.

EU er en af de store bidragydere til NSA. EU og dets medlemslande har indtil 1998 bidraget med omkring 75% af NSAs aktiviteter. Danmark har, udover det indirekte tilskud via EU, direkte bidraget med 30 millioner kroner.

Kozloduy atomkraftværket i Bulgarien består af seks reaktorer. Reaktorerne nr. 1-4 hører til første generation af den østeuropæiske trykvandsreaktortype VVER 440/230, og reaktorerne nr. 5 og 6 er tredje generation af samme reaktortype VVER 1000/320.

De har alle skabt bekymring, ikke kun i Bulgarien, men også i Vesteuropa. I 1991 fik et forskningsteam med vestlige eksperter for første gang tilladelse til at gennemføre en fuld sikkerhedsanalyse på de fire ældste reaktorer. I juni 1991 udgav FNs Internationale Atom Energi Agentur (IAEA) resultaterne: reaktorerne var yderst usikre, bl. a. fordi reaktorbeholderne var "sprøde" med risiko for alvorlige revner.

Nr. 1 og 2 blev lukket øjeblikkeligt og EU gav 135 millioner kroner til umiddelbare sikkerhedsopgraderinger på nr. 3 og 4, hvor der blev genbrugt materialer fra de lukkede østtyske Greifswald reaktorer. I mellemtiden blev personalet på nr. 1 og 2 trænet i vestlige sikkerhedsnormer og -filosofi. I begyndelsen af 1993 blev nr. 2 atter startet og nr. 1 fulgte efter i slutningen af december 1993, men blev efter en ulykke lukket igen for reperation i januar 1995.

I juni 1993 underskrev den bulgarske regering en NSA-aftale med EBRD om 180 millioner kroner, igen et tilskud til umiddelbare forbedringer af de fire første reaktorer, på betingelse af, at de lukker senere. Lukningen af nr. 1 og 2 skulle i følge aftalen ske ved udgangen af 1997 og nr 3 og 4 ved udgangen af 1998. Til gengæld skulle Vesten love en delvis finansiering af bygningen af fire vandkraftværker, som erstatning for de lukkede reaktorer. Vandkraftværkerne vil være klar og tilsluttet nettet ved udgangen af 1998.

Den bulgarske regering havde deres egen måde at se tingene på og inviterede bulgarske og russiske atomeksperter til at lave en ny sikkerhedsanalyse. De konkluderede, at der ikke var noget galt, og i oktober 1995 blev nr. 1 startet igen. Bulgarerne takkede EU for hjælpen indtil da og erklærede, at regeringen "overvejede" en levetidsforlængelse af reaktorerne 1-4.

Selv om man var oprørt over den bulgarske beslutning, havde EU ikke midler eller politisk vilje og styrke til at ændre beslutningen. I oktober 1997 vedtog den bulgarske regering officielt et notat, som modsatte sig NSA-betingelsen om tidlig lukning af Kozloduy reaktorerne og som desuden sagde, at nr. 1 og 2 skulle forsætte driften indtil år 2005 og nr. 3 og 4 indtil år 2011. Det bulgarske nationale elselskab har allerede forberedt et nyt program til opgradering af værkerne.

Fordi EU ikke har en klar politik for hvad der skal ske, hvis de aftalte lukningstidspunkter ikke bliver overholdt, var det let for Bulgarien at forsinke lukningen af reaktorerne 1-4. NSA-aftalen med Bulgarien har blot ført til begrænsede sikkerhedsforbedringer på Kozloduy. Derfor forlanger den bulgarske regering nu større forbedringer, og hævder at: "disse reaktorer nu er helt anderledes" så de sagtens kan køre videre. EBRD siger nu, at Bulgarien under ingen omstændigheder får mere NSA-støtte til yderligere opgradering af reaktorerne 1-4.

Konklusionen er, at NSA-støtten ikke har ført til en tidlig lukning af de fire højrisiko reaktorer, men i stedet til en forlængelse af deres levetid på et tvivlsomt sikkerhedsniveau.

For øjeblikket overvejer EU et Euratom-lån til opgradering af reaktorerne 5 og 6, et andet eksempel på mangel på en konsekvent politik: at tale om lån alt imens den bulgarske regering ikke lever op til aftalerne om lukning af reaktorerne 1-4.

Et nyt EU-direktiv om radioaktivitet og strålebeskyttelse omdefinerer begrebet lavradioaktivt affald, så meget mere nu kan behandles som almindeligt affald - f.eks. genbruges. Det er en stor fordel for atomindustrien, men ikke for natur og mennesker.

Radioaktiv hverdag

Af Chris Busby

Mens atomkraftmodstanderne fejrer, at atomindustrien ikke kan komme ud af de økonomiske problemer ved privatisering, de stigende omkostninger ved at afmontere udtjente værker og de stigende problemer med det radioaktive affald, har industrien fundet en udvej: Radioaktiviteten skal fortyndes og tilbage i miljøet. Er det, når alt kommer til alt, ikke der, den kommer fra? Og er miljøet i øvrigt ikke radioaktivt i forvejen? Og hvis det skulle vise sig, at de menneskeskabte radioaktive stoffer er farligere end de naturlige, så vil det i det mindste være slut med ophobninger af leukæmitilfælde omkring atomkraftværker, og med fortvivlede familier og lokale anti-atomkraftgrupper der gør opmærksom på den høje kræfthyppighed omkring oparbejdningsanlæggene for plutonium. Alle skal have deres del! Der vil være børn i kemoterapi som tragiske små marsmænd at se i hele landet og ikke kun omkring atomanlæggene.

Med hjælp fra FNs Internationale Atomenergi Agentur (IAEA) og de nationale råd for strålebeskyttelse har man udtænkt et nyt legalt instrument og fået det gennem Europa Kommissionen. Euratom-direktivet 96/29, der blev lov i EU den 16. marts 1996.

Det er forklædt som et direktiv om fælles standarder, der skal harmonisere grænserne for radioaktiv stråling i alle medlemslande. Dets virkelige formål er at slække på de eksisterende krav til bortskaffelse af radioaktivt affald. Direktivet skal være indarbejdet i de nationale lovgivninger inden 16. marts 1999.

Reglerne for alt, hvad der har med behandling af radioaktivt materiale at gøre, er blevet ændret voldsomt med dette dokument. Det tillader udtrykkeligt, at man uden autorisation eller indberetning kan anbringe radioaktivt affald i miljøet fortynde radioaktive materialer med almindeligt affald for bortskaffelse ved forbrænding eller deponering i losseplads genanvende radioaktivt materiale i forbrugsgoder dog ikke fødevarer, legetøj, kosmetik eller smykker gøre alt muligt andet med radioaktive stoffer
så længe den gennemsnitlige koncentration af radioaktive isotoper i et hvilket som helst materiale ligger under de nye grænseværdier, der er defineret for hver isotop i et tillæg til direktivet.

Det er tillægget, der er nøglen til forståelsen af direktivet. I det er der grænseværdier for alle de nye menneskeskabte isotoper, der først fandtes på Jorden efter 1945 ­ stoffer som strontium-90, cæsium-137 og plutonium-239, der giver genetiske skader og kræft ved utrolig små doser.

Stofferne blev spredt verden over som nedfald fra prøvesprængninger i perioden 1955 til 63. Præsident Kennedy erkendte farerne og forbød prøvesprængninger i atmosfæren i 1963. I talen til Senatet taler han om "... børn med kræft i deres knogler, med leukæmi i deres blod eller med gift i deres lunger.." og sagde "tabet af bare ét menneskeliv eller misdannelsen af ét barn, som kan fødes, efter at vi er væk, bør bekymre os alle".

Men selvom prøvesprængningerne i atmosfæren standsede, så gjorde forureningen det ikke. Atomindustrien tog over og begyndte at sende betydelige mængder af de samme stoffer ud i luften og havet fra oparbejdningsanlæg som Sellafield, Dunreay og La Hague. Alle de steder er der uomtvisteligt en hyppighed af børneleukæmi på ti, otte og femten gange det nationale gennemsnit. Desuden er jord og havbund og bl.a. hummere tæt på anlæggene nu så radioaktive, at de burde klassificeres som lavradioaktivt affald. For nylig er det dokumenteret, at man omkring Harwell og Aldermaston, hvor den slags stoffer er blevet udledt inde i land siden 1952, har en statistisk signifikant overhyppighed af børneleukæmi.

Det kommer ikke bag på nogen, at atomindustrien og dens venner i strålebeskyttelsesinstitutionerne betvivler, at overhyppigheden har noget med atomkraft at gøre. De fremfører, at studiet af de overlevende efter Hiroshima-bomben ikke tyder på, at så lave doser kan give kræft. Men efter de tydelige virkninger af Tjernobyl og ifølge nye radiobiologiske fremskridt er det blevet klart, at Hiroshima-undersøgelserne ikke kan bruges til at forudsige virkningerne af kroniske små doser af indtagne radioaktive isotoper. I Hiroshima var det en akut ydre påvirkning med store doser. Mange af isotoperne er stoffer, der ligner de stoffer, der bruges i de levende cellers molekylestrukturer. De risikofaktorer, man bruger for strålefremkaldt kræft ved den type intern bestråling, er simpelthen forkerte.

Den lov, der gælder for bortskaffelse af radioaktivt affald i Storbritannien nu, er fra 1993, og den definerer alt materiale med mere end 400 Bq/kg som lavradioaktivt affald, der skal tilladelse til at håndtere. Euratom-direktivet definerer lavradioaktivt affald isotop for isotop. For strontium-90, som man ved giver genetiske skader, spædbørnsdød, knoglekræft, leukæmi og medfødte hjertefejl, er grænsen 100.000 Bq/kg. Under den koncentration er der intet krav om autorisation eller indberetning ­ man kan sætte det ud til skraldemanden. Det nye Euratom-direktiv er altså 250 gange lempeligere end det gamle. Tilsvarende eller større lempelser er der for alle andre radioaktive stoffer. Et eksempel er tritium, en radioaktiv form af brint. I øjeblikket er den lovlige grænse for udsendelse af tritium i miljøet 2.500 gange lavere, end den vil være, når Euratom-direktivet træder i kraft. Det er ikke mærkeligt, at man i en artikel i 'Nuclear Energy' for nylig jublede: "Ved kraftværket i Berkeley har den store skorsten en tritiumaktivitet på 100.000 Bq/kg ... tilladt grænse i Storbritannien er 400 Bq/kg ... Vi har været nødt til at behandle stålet, før vi kunne sende det til omsmeltning, [men] den foreslåede nye grænse er 1.000.000 Bq/kg! Det er kulminationen på års arbejde udført af internationale organisationer som den Internationale Atomenergi Agentur (IAEA) og OECD's Nuclear Energy Agency. Udviklingen på området ... er lovende"

Oversat af Troels V. Østergaard.

Chris Busby er fysisk kemiker og uafhængig forsker i virkningerne af lave doser radioaktivitet.

Denne artikel er en forkortet og bearbejdet udgave af en artikel, der første gang blev bragt i The Ecologist, Vol 27, No. 4. July/August 1997. I Danmark første gang i Global Økologi, januar 1998.

Store komplicerede teknologier har det med at medføre store og komplicerede problemer. For atomkraftens vedkommende har det medført så store omkostninger, at de fleste lande har nedtonet eller helt opgivet igangværende atomkraftprogrammer. Alligevel satser EU næsten 40% af sine energi-forskningsmidler på en ny atomkraftteknologi, nemlig fusionsenergi - energi fra atomsammensmeltning.

Den nuværende atomkraftteknologi bygger på fissionsenergi - energi fra atomspaltning. Er de atomkraftværker store, dyre og komplicerede, vil fusions-atomkraftværker blive langt større, langt mere komplicerede og langt dyrere. Endnu kan ingen sige med sikkerhed, om det overhovedet er muligt at bygge et sådant kraftværk. Men EU satser milliarder af kroner på projektet, som allertidligst forventes at give brugbare resultater efter år 2050.

Euratom har siden 1958 finansieret opbygningen af fire atomforsknings-laboratorier, som skulle tjene til udviklingen af en fælles atomindustri i EU: "Ispra" i Italien, "Mol/Geel" i Belgien, "Petten" i Holland og "Institute for Transuranics" i Tyskland. Tilsammen danner de fire laboratorier det fælles forskningscenter "Joint Research Centre" (JRC). JRC var oprindelig en del af Euratom. Da Europas drøm om atomenergi udviklede sig til at blive en konkurrence mellem de nationale programmer med egne laboratorier, stod Euratom tilbage med JRC og ingen klar ide om hvad det skulle anvendes til. Kritikerne sagde, at det var håbløst bureaukratisk, manglede videnskablig retning og blot kopierede forskningsarbejde, som var blevet udført i de nationale laboratorier. I 1970 besluttede man derfor i EU at gøre JRC til det generelle forskningsinstitut i EU.

Ligeledes som en konsekvens af udviklingen af de selvstændige nationale programmer for fissionsenergien blev en stigende del af Euratom-støtten til forskning og udvikling af atomkraft fra 1971 rettet mod fusionsenergi. Fusionsenergien så ikke lovende nok ud, var alt for dyr og lå for langt ude i fremtiden til, at de enkelte lande turde udvikle selvstændige programmer. Derfor fik Euratom efterhånden sin hovedopgave inden for fusionsforskningen. I perioden 1975-1980 var budgettet til fusionsforskningen på næsten 7 milliarder kroner.

EUs samlede rammeprogram for forsknings- og udviklingsmidler for 1994-1998 havde et totalt budget på omkring 92 milliarder kroner. Godt 17 milliarder af dem blev brugt på energiforskning. Heraf gik over halvdelen, små 9,5 milliarder kroner, til forskning udelukkende i atomkraft - godt 3 milliarder til almindelig atomkraft og dens sikkerhed og næsten 6,5 milliarder til forskning i fusion. I det aktuelle rammeprogram for 1998-2002 er beløbet til forskningen i atomkraft stort set uændret.

Eftersom sådanne enorme summer bliver brugt på fusionsforskningen, er det nødvendigt at kigge nærmere på, hvad fusionsenergi er.

Indtil nu er det kun lykkedes at fremstille store mængder fusionsenergi i ukontrollerbar form, nemlig i brintbomber.

I modsætning til de nuværende atomkraftværker (fissionsreaktorer), der spalter uran-atomer og derved frigør energi, er idéen i en fusionsreaktor at sammensmelte tunge brint-atomer, som kan udvindes af havvand. Under sammensmeltningen vil der blive afgivet store mængder energi, som man så vil udnytte til elproduktion.

Vurderingerne af hvornår det vil være muligt at sætte en kommerciel fusionsreaktor i drift, har tendens til at blive skudt længere og længere ud i fremtiden. For øjeblikket regner man med år 2050. På trods af at den oprindelige entusiasme er for nedadgående, mest på grund af de høje omkostninger og negative udsigter, fortsætter Euratom med at give store beløb til fusionsforskningen.

Specielle tekniske krav
I praksis er det ikke så enkelt af få processen til at køre - og slet ikke at få den til at køre stabilt. Der kræves nogle helt specielle forhold i reaktoren. Der kræves bl.a. en temperatur på 100 millioner grader. Den høje temperatur må holdes inde i et kraftigt magnetfelt, hvor brændslet holdes svævende, da et hvilket som helst materiale vil fordampe, hvis det kommer i kontakt med så høje temperaturer. Processen kræver desuden det radioaktive og meget giftige såkaldte supertunge brint - tritium - som ikke findes i naturen, men som skal dannes i reaktoren.

Problemerne langt fra løst
Foreløbig har man i forskningsanlæg kun fået fusionsprocessen til at køre i få sekunder. I en kommerciel reaktor skal de ekstreme forhold med de meget høje temperaturer konstant opretholdes for at opnå en stabil energiproduktion. Næste skridt i rækken af fusionsforskningsanlæg er bygningen af den meget dyre eksperimentelle reaktor ITER. Målet for ITER-reaktoren er at kunne få fusionen til at køre i perioder på 15 minutter ad gangen. I en aftale fra 1985 mellem EU, USA, Japan og Rusland skulle design-fasen på ITER være færdig i 1998. Man skulle så i sommeren 98 beslutte hvor og om man vil bygge ITER.

Men i 1997 blev der rejst videnskabelig tvivl om designet på ITER reaktoren. Beregninger har angiveligt vist, at ITER ikke kan opnå den såkaldte "antænding", det vil sige en situation, hvor fusionsprocessen producerer energi nok til at holde sig selv i gang.

Også manglende politisk støtte, bl. a. på grund af de store omkostninger, vil forsinke en beslutning om ITER. På EUs topmøde i Amsterdam i sommeren 1997 blev der indgået et kompromis om at udskyde konstruktionen af ITER i 3 år. Videnskabsfolkene håber nu på en 3-årig udvidelse af design-fasen, hvor de også får tid til at foreslå billigere løsninger for ITER, så den politiske velvilje måske igen vil stige.

Meget store beløb til forskningen
Allerede nu kræver forskningen i fusionenergi meget store økonomiske ressourcer. Europa har over de seneste 30 år brugt over 60 milliarder kroner, og i øjeblikket bruger EU og medlemslandene i EU tilsammen over 3 milliarder kroner om året. USA har indtil fornyligt brugt over 2 milliarder kroner årligt, men har nu sat beløbet ned til 1,5 milliarder. Japan og Rusland har ligeledes brugt tilsvarende store beløb.

Finansieringskravene af det videre arbejde er meget høje. Man skønner at ITER anlægget vil komme til at koste 50 - 60 milliarder kroner. Og efterfølgende et tilsvarende beløb til de første års forskning.

At satse på fusionskraft som løsningen på fremtidens energiproblemer er derfor en højst tvivlsom satsning, som lægger beslag på en meget stor del af bevillingerne til den samlede energiforskning. De i forvejen små forskningsmidler, der i dag bliver brugt til energibesparelser, energieffektive teknologier og vedvarende energi, vil derfor blive nedprioriteret til et meget lavere niveau.

Det er ikke en holdbar løsning!

EUs bevillinger til forskning og udvikling af atomare teknologier herunder fusion må standses. Hvis vi vil være nogenlunde sikre på at kunne løse fremtidens energi- og miljøproblemer, skal EUs forskningsmidler til energiformål i stedet omlægges helt til forskning og udvikling af vedvarende energi og energibesparende teknologier.

Euratom set i forhold til såvel egne formål som energipolitikken i EU-landene.

En af begrundelserne for dannelsen af Euratom for 40 år siden var at styrke det politiske samarbejde mellem de deltagende lande og dermed undgå atomare konflikter mellem f.eks. Frankrig og Tyskland. Traktaten blev siden en "søjle" i det politiske samarbejde ved siden af Det Økonomiske Fællesskab og Kul- og Stålunionen. Siden da er det økonomiske og politiske samarbejde blevet udviklet voldsomt, således at der i dag er tale om en egentlig union - såvel økonomisk som politisk. Der er altså ikke længere behov for en atomar søjle til at styrke det politiske samarbejde i Europa. EU fungerer og udvikler sig uden om Euratom. En anden del af baggrunden for Euratom var sikring af en tilstrækkelig og uafhængig energiforsyning i Vesteuropa. Også den begrundelse er blevet uaktuel. Den tekniske udvikling har medført, at effektivisering af energiforbrugende apparater og processer samt brug af vedvarende energikilder kan dække behovet i fremtiden. Der er et stort udbud af brændsler på det globale marked og en lang række lande i Europa har politisk besluttet ikke at satse på atomkraft i deres fremtidige energiforsyning. Det gælder også nuværende atomkraftlande som Holland og Sverige.

Euratoms erklærede formål er at fremme udviklingen og anvendelsen af atomkraft. Desuden skal Euratom kontrollere sikkerheden på atomkraftværker og andre atomindustrielle anlæg. Der er behov for en styrket kontrol og forbedrede regler for offentlighedens adgang til information, men den opgave varetager Euratom ikke særligt godt. Grundlæggende er det dybt problematisk, at Euratom både skal fremme og kontrollere atomkraften. Sikkerhedskontrol er derfor ikke et brugbart argument for eksistensen af Euratom i dag.

Euratom er kun nyttig, hvis man tilslutter sig den del af formålet, som handler om udbredelse og udvikling af atomkraft, men det burde være en selvstændig demokratisk beslutning i de enkelte lande, om man ønsker at fremme atomkraft - ikke en integreret del af EU-medlemskabet.

EU bruger mange milliarder kroner på forskning i videreudvikling af atomkraft. De penge kunne i stedet bruges til videreudvikling af miljøvenlige energiformer, som f.eks. solceller til elproduktion, lagring af vedvarende energi via brint, brændselsceller til elproduktion med brint. Især de store beløb, der bruges på forskning i nuklear fusion, som stadig efter mere end 30 års forskning kun er en fremtidsdrøm, kan anvendes langt bedre til videreudvikling og forbedring af allerede funktionsdygtige teknikker til udnyttelse af vedvarende energi.

Euratom har en anden negativ rolle i relation til udviklingen af en bæredygtig energiforsyning. Organisationen støtter gennem sine aktiviteter i de østeuropæiske lande opretholdelsen og udbygningen af disse landes atomkraftsektor. Forbedringerne af udstyret på højrisiko reaktorerne medfører, at elselskaber og regeringer beslutter at forlænge driften af reaktorerne, selv om sikkerhedsstandarden fortsat langtfra er betryggende.

Inden for EU vil det nye direktiv, Euratom 96/29 om bl.a. behandlingen af lavradioaktivt affald medføre en forringelse af forbrugernes beskyttelse mod stråling fra en række dagligdags produkter. Det er et eksempel på, hvordan Euratom-beslutninger direkte kan påvirke den danske befolknings hverdag og sundhed i en negativ retning.

Skal Euratom integreres i EU-traktaten og institutionerne? Det er en af de muligheder, som atomkraftmodstandere fra Østrig, Irland og i Europa Parlamentet anser for en mulig forbedring. De peger på at Europa Parlamentet så vil få flere oplysninger og større indflydelse. Det skulle kombineres med, at energipolitik inddrages med sit eget kapitel i traktaten for EU.

OOA er kritiske over for en sådan integration. OOAs holdning er, at beslutninger om energiforsyning skal træffes så tæt på borgerne som muligt, og de overordnede energipolitiske retningslinier skal fastlægges af de enkelte landes parlamenter - gerne på baggrund af internationale aftaler - men ikke efter direktiver fra EU. Det vil være meget vanskeligt - måske endda umuligt - for borgere og græsrodsgrupper at opnå indsigt og indflydelse i forhold til energipolitiske beslutninger på EU-plan. Derimod vil atomindustrien have gode muligheder for gennem lobbyaktiviteter og industriens repræsentanter i EU-systemet at påvirke en energipolitik i EU-regi.

Hvis der indføres flertalsbeslutninger på energiområdet som på næsten alle andre områder, kan lande tvinges til at tillade bygning af atomkraftværker eller anden atomindustri, affaldsdepoter m.v. De økonomisk, politisk og befolkningsmæssigt dominerende lande i EU - Tyskland, Frankrig, Storbritannien - har store industrielle/økonomiske og militære/sikkerhedspolitiske interesser i atomindustrien. De har også stemmer nok (30) i Det Europæiske Råd til at hindre et "kvalificeret flertal" (62 af 87 stemmer) for en eventuel energipolitik uden atomkraft. Ud over de store lande er Belgien og Finland for atomkraft. Desuden er den politiske situation i dag, at Frankrig og Tyskland har et stærkt samarbejde med henblik på EU-beslutninger. Der holdes f.eks. formøder mellem de to lande inden vigtige møder i EU-organer. Derimod er det ikke lykkedes - trods et stærkt ønske fra Østrig - at etablere et fast samarbejde mellem de EU-lande, som ikke ønsker udbredelse af atomkraft. Det betyder sammenlagt, at en kritisk atomkraftpolitik har meget ringe chance for at slå igennem i EU.

EU skal ikke have traktat og institutioner, som arbejder for at fremme udbredelse af atomkraft. Euratom bør efter OOAs mening nedlægges. Hvis lande som Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Spanien, Belgien, Finland m.fl. ønsker at fremme atomkraftindustrien kan de lande, som er kritiske overfor atomkraft, sandsynligvis ikke hindre det. Men i den nuværende situation tvinges disse lande også til at bidrage økonomisk til den del af EU arbejdet.

Det er ikke acceptabelt!

96/29/Euratom: Rådets direktiv af 13. maj 1996 om fastsættelse af grundlæggende sikkerhedsnormer til beskyttelse af befolkningens og arbejdstagernes sundhed mod de farer, som er forbundet med ioniserende stråling; De Europæiske Fællesskabers Tidende l. 159 s. 1.

Agenda 2000: Will it increase nuclear safety in Eastern Europa; by Peer de Rejk et. al. WISE News Communique 493/494, Amsterdam, 19. June 1998.

Atomwirtschaft, July 1994.

Contributions to the Nuclear Safety Account; EBRD, 31. December 1997.

Elsam-posten, nr. 8/96.

The Enlargement of the EU and the role of non-nuclear countries; by A. Froggatt, NoNuc Workshop, Vienna, 1998.

The Eurepean Commission's proposals for funding of Soviet designed VVER 1000 reactors; Greenpeace International, June 1997.

The European Union financial report, 1996.

Europese Almanak, 1977; 1992/93; 1998.

EU's udvidelse mod Øst - miljømæssige perspektiver: Bilagsrapport; Miljø- og Energiministeriet. Miljøstyrelsen, 1997.

EU's udvidelse mod Øst - miljømæssige perspektiver: Hovedrapport; Miljø- og Energiministeriet. Miljøstyrelsen, 1997.

Greening Euratom; Greenpeace International, Brussels, 1997.

IAEA News Features; IAEA, Wienna, September 1990.

IAEA annual report 1996; IAEA, Wienna.

The international Atomic Energy Agency: 35 years promotion of nuclear power; AAI, Wienna 1993.

Nuclear Fuel, 11. Apr. 1994; 18. July 1994; 1. Jan. 1996; 12. Feb. 1997; 25. March 1996; 18. Nov. 1996; 5. May 1997; 14 July 1997; 6. Oct. 1997; 9. March 1998; 18. May 1998.

Nuclear power and safety in Central and Eastern Europe and the former Soviet Union;

World Bank/IEA, January 1993.

The nuclear safety account; EBRD, December 1994.

Nuclear safety: The policy of the European Union; by L. J. Brinkhorst, Director General Environment, Nuclear Safety and Civil Protection, European Commission, Maastricht 1993.

Nucleonics Week, 28. Nov. 1991; 5. March 1992; 14. Sept. 1995; 23. Apr. 1998.

Options for the Austrian position on the revision of the EURATOM treaty for the EU Intergovernmental Conference; Global 2000 commissioned by Austrian Ministry for Environment, November 1995.

Report on the operations of Euratom safeguards; EU Commission, 24. January 1992.

Revision of the European Treaties in the energy sector; Oeko-Institut, Darmstadt, 1995.

Traktat om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratom); [Præambel; artikel

1 og 2]; Rom, den 25. marts 1957. I: Lov om Danmarks tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaber. Vedtaget den 8. september 1972. Udenrigsministeriet.

WISE News Communique, 462, 30. Nov. 1996; 481, 21. Nov. 1997.

World nuclear industry handbook, 1994; 1998; Nuclear Engineering International, Surrey, England.

96/29/Euratom: Rådets direktiv af 13. maj 1996 om fastsættelse af grundlæggende sikkerhedsnormer til beskyttelse af befolkningens og arbejdstagernes sundhed mod de farer, som er forbundet med ioniserende stråling; De Europæiske Fællesskabers Tidende l. 159 s. 1.