Øjebliksbillede fra
atom-affaldstransporten til Ahaus, Tyskland
af Mads Eskesen, OOA.
Ahaus, den 22. marts 1998.

De såkaldte Castor-transporter har skabt uro og vrede i Tyskland. Der er tale om transporter med højradioaktivt affald fra tyske atomkraftværker til oplagring. Transporterne foregår på jernbaner og veje. Den seneste transport var planlagt til onsdag den 25. marts 1998, men for at undgå de store demonstrationer, som fandt sted ved de tidligere transporter til lageret i Gorleben i delstaten Wendland, rykkede myndighederne datoen frem til fredag den 20. marts. Oplagringsstedet var denne gang Ahaus nær den hollandske grænse.

Torsdag eftermiddag begyndte den danske radioavis at tale om, at Castor-transporterne ville blive gennemført allerede fredag. Det var dog først torsdag aften, jeg fik endeligt bekræftet fra Tyskland, at det var rigtigt - der var Castor-alarm 5 dage før beregnet!

I en blæsende kold vinternat kom jeg til Putgarden og forsøgte at blaffe videre sydpå, men måtte dog tage et tog fra Hamburg til Münster for ikke at komme alt for sent. Ankommet hertil fandt jeg ud af, at alle tog til Ahaus var aflyst. Byen var afskåret for al trafik i cirka 10 kilometers afstand.

Jeg fandt en busforbindelse, og chaufføren besluttede at tage turen hele vejen rundt om byen, fordi hun vidste, at man på denne måde kunne komme lidt tættere på. Desuden var alle passagererne aktivister, som var vilde for at komme frem.

Fra den vestlige udkant af Ahaus kunne vi således gå de sidste kilometer ind til byen. Folk gik rundt i de trafiktomme gader og der var en ret god stemning. Alle større butikker var lukket, men man kunne dog få mad i mindre kiosker, på tankstationer og cafeer.

Ud over at være lukket af for omverdenen var Ahaus også skåret midt over af politiet. Det var absolut ikke tilladt at gå over togsporene, som delte byen i to. Før vi ankom havde der været et større sammenstød ved banegården.

Vi fik et aktivist-kort over byen og fandt hurtigt ud af hvilke af de 8 protestlejre som ikke var blevet ryddet af politiet. De befandt sig desværre begge to på den anden sidde af jernbanen.

Lige sydøst for byen fandt det største slag sted. Hvor jernbanen krydser hovedvejen havde et par hundrede mennesker sat sig på sporet på begge sider af vejen. Normalt kunne man ikke komme over banen, men ved at gå hen til blokaden kunne man bare bane sig vej gennem menneskemængden, som sad på sporet. På den anden side begyndte jeg at gå mod lejr nummer 4, som lå et par kilometer væk, men lige som jeg var på vej væk, kunne jeg høre at kampene blussede op ved jernbane-blokaden. Derfor skyndte jeg mig ind til et enligt liggende hus og spurgte den lidt skræmte dame, om jeg måtte stille min rygsæk hos hende. Jeg var jo "en flink ung mand", så det var helt i orden, og jeg nåede også at spørge hende lidt ud om de lokale forhold.

Det lokale samfund var oprindeligt temmelig konservativt, og der var derfor ikke den store modstand mod oplagringsstedet. De cirka 20 containere med mellemradioaktivt affald, som allerede er på stedet har jo også sørget for et fint økonomisk tilskud til byen. Desuden har man ved de tidligere transporter ikke set et så stort sikkerhedsopbud som nu. Masse-aktionerne de sidste tre år i delstaten Wendland har presset prisen på Castor-transporter i vejret. Derfor har politikerne besluttet at sende Castorne til Ahaus fremover, måske også fordi modstanden ikke har været særlig stor her.

Efter at en lokal præst begyndte at sige sin mening højt er andre i byen siden fulgt efter, og sammen med præsten har den tyske anti-atombevægelse arrangeret gåture fra et lille kapel til oplagringsstedet hver søndag de sidste måneder. På den måde er lokalsamfundet kommet ud af busken, men er selvfølgelig delt og forvirret over, hvad der sker i deres by. Fra juni 1992 til april 1995 er der ankommet 57 tog med 305 Castorer, som tilsammen indeholdt 4.200 tons mellemradioaktivt affald. Med denne transport er det første gang der bliver transporteret højradioaktivt affald til Ahaus.

Tilbage ved sporet var helvedet brudt løs. Mange hundrede mennesker blokerede nu og endnu flere stod ved siden af og råbte til politiet, som havde travlt med at rydde folk væk.

På politiets hjelme kunne man se, at det for det meste var "die Berliner-Poliz" som var blevet udkommanderet. Berliner-politiet er berygtet for at være det værste i Europa, og det var da heller ikke på en særlig hensynsfuld måde at folk blev fjernet.

De folk som ikke kunne gøre så meget modstand blev bare smidt til siden, og faldt så som regel over skiftespors-stålvirerne langs banen. De, som var lidt sværere at få væk fik simpelthen en knytnæve direkte i hovedet eller blev hevet op ved ørerne eller næsen.

På et tidspunkt går en politimand helt over stregen og folk råbte til ham om at stoppe. I et lille øjeblik stod alting stille, og jeg kunne se gennem politimandens visir i hans øjne, at han forstod at det var for meget. I næste øjeblik kommer hans overordnede hen til ham og råber med en megafon direkte ind i ansigtet på ham at han skal fortsætte. Sporet skal ryddes så hurtigt som muligt.

På den ene side af vejen rydder politiet aktivisterne fra begge ender, på den anden kun fra den ene, men da alle er væk, må hele showet stoppe, fordi fire aktivister har lænket sig til sporet og må skæres fri. Nogle andre sidder oppe i træerne, så politiet begynder at fælde dem med motorsave. Aktivisterne kom ned selv.

Langt om længe er sporet frit og folk bliver mast væk til en passende afstand. Mange folk ender på et dige lidt væk, men det er for tæt på, så politiet kører vandkanoner frem og spuler folk væk ned på den anden side af jordvolden. Da en del aktivister trodser vandkanonerne og bliver stående, kommanderes kampklædte betjente op ad skråningen for at smide folk ned på den anden side. Det hele ender i et hurlumhej af vand og mudder og folk som triller ned ad skråningen.

Nu er sporet helt frit og jernringen lukket igen. En politi-buldozer kommer for at reparere sporet, hvor aktivister har undermineret det ved at grave stenene væk.

Nu er alt ganske roligt. En traktor, som prøver at komme igennem, får piftet dækket af politiet, men ellers venter alle bare på at Castorne skal komme. Først kommer fortroppen - et tog udelukkende med politi og holder på stedet i lang tid. Rygtet går, at der en blokade foran selve Castor-toget længere ned ad sporet.

Selv om om myndighederne formåede at snyde anti-atombevægelsen ved at sende transporten afsted 5 dage før annonceret, var der alligeve 7-8000 aktivister, som var kommet til Ahaus og undervejs på ruten var sporet flere gange blevet blokeret. Aktivisterne formåede at forsinke transporten med 3-4 timer. Det blev dog den hurtigst gennemførte transport af de nu fire transporter med højradioaktivt affald i Tyskland.

Da toget endelig kommer, kører det ind til banegården og bliver rangeret ud på det private spor, som går de sidste par kilometer ud til lageret - en bygning, der er 196 meter lang, 38 meter bred og 20 meter høj. Her har politiet haft travlt med at bygge en dobbeltafspærring, som er gravet ned i jorden med stolper og med NATO-pigtråd i midten. Her er der ingen muligheder for at gennemføre aktioner, og transporten kører ind ad porten til den kæmpebygning, hvor det højradioaktive affald skal stå de næste 60 år for at køle ned, inden det skal endeligt deponeres et sikkert sted i de næste mange hundrede - måske tusinde år. Ingen ved, hvor det skal være!

Efter en kold nat i halmen i lejr nummer 4, kører alle lørdag morgen ind til Münster til den massedemonstration, som egentlig skulle have været optakten til selve Castor-transporten. Der er en del færre mennesker end forventet, og der er ingen voldelige konfrontationer. Folk fra delstaten Wendland fortæller om, hvordan deres traktor-konvoj undervejs til Ahaus blev stoppet af politiet og fik piftet dækkene.

Stemningen er en blanding af skuffelse over at det ikke gik nær så godt som sidste år i Gorleben og glæde over at det trods alt lykkedes at samle 7-8000 mennesker med så kort varsel.

En amerikansk aktivist, som jeg mødte, vil skrive en artikel med overskriften "It Takes a Police State to Move the Waste". - "Det kræver en politistat at transportere affaldet".

[til velkomstside] [til international-emneside]

OOA, Ryesgade 19, 2200 Kbh. N.
Tlf: 35 35 55 07, Fax: 35 35 65 45
E-mail: ooa@email.dk

Sidst opdateret 24. marts 1998